mandag den 21. november 2011

Mere om chant

I Danmark synes der at være en vis tøven overfor chant som meditation, og da især hvis jeg foreslår at vi skal chante noget, folk ikke forstår – noget som er på et ukendt sprog.

En ting jeg har lært om japanske buddhister er, at når de chanter Hjerte Sutraen eller andre sutraer, så har de almindeligvis ingen ide om, hvad de siger. De chanter klassiske kinesiske tegn, og kun fonetikken er japansk: af tegnene kan de se hvordan de skal lyde, men ikke nødvendigvis hvad de betyder.

Når de studerer sutraerne, sker det selvfølgelig på moderne japansk, men når de chanter, er det altså typisk på kinesisk. De ser ikke den helt store fordel i at chante sammen på et kendt sprog, da hovedvægten da oftest vil være på ordenes mening; de mener snarere at ’udbyttet’ af chanten (hvis man kan tale om et sådant…) ligger i selve det at indordne og underkaste jeg’et, så fællesskabet harmoniseres.

Jeg nyder også at chante på et fremmed sprog, men i sanghaen chanter vi oftest på dansk, da det er alt for forstyrrende for rigtig mange at sidde og sige ord de ikke forstår. Hvis de prøver, oplever de tit, at den kontrollerende og bedømmende del af personligheden råber vagt i gevær, og gør det så højlydt at alt andet skubbes bort. Til gengæld er den frihed der ligger i overgivelse så stor, at den nærmest er helt ubeskrivelig. Hvad skal man gøre..?

3 kommentarer:

  1. Blive ved og ved at øve sig, til overgivelsen sker? Det er vist den bedste hjælp til sig selv (og andre?)

    Det er i hvert fald det jeg har tænkt mig at gøre. Det generer ikke mig at chante på et fremmed sprog, men det genere mig at chante. Det er nok blevet lidt mindre med tiden, men modstand er der, punktum. Den er der hver eneste gang, fordi et eller andet i mig siger at der ikke er noget at få ved at chante og at sådan bør det ikke være.
    Ikke desto mindre chanter jeg hver eneste dag, året rundt. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med, indtil den dag jeg giver op og er nødt til at overgive mig til, at der virkelig INTET ER at få.

    Det er skønt at være en del af en tradition med så mange forskellige praksisser. Man er altid sikker på at finde mindst én der er så irriterende og provokerende, at den helt sikkert kan lære en hel hel masse.

    SvarSlet
  2. Ja, der ligger ofte store oplevelser gemt i modstand! - og hvis nogen kan overvinde alle betænkeligheder, er det dig!

    SvarSlet
  3. Når jeg chanter eller bruger klokker, vågner min indre kritiske stemme straks og forkaster det. Der går lidt tid før jeg kommer ind i nuet, og stemmen bliver træt af at kæmpe imod. Det giver mig lejlighed til nøje at studere denne forkastelse, som også lukker mit indre for alt muligt andet her i livet. Det er den samme mekanisme som forhindre mig i at se klart. Den arbejder imod min ubetingende kærlig til alle andre væsner. Så for mig er det en vigtig del af min meditation.

    SvarSlet