lørdag den 9. marts 2013

Randers Ekayana Sangha

Jeg er lige kommet hjem fra et besøg i Randers Ekayana Sangha (lige kommet hjem, og allerede taget videre til Stockholm...), som jo har fået et fast tilholdssted i form af en skøn hondo i Senshins hjem.

Det var en rigtig god oplevelse at være derovre i det jyske. Sanghaen har efterhånden eksisteret i en del år, men det er helt tydeligt at den har ændret karakter siden den har fået sit eget sted. Indtil indvielsen af hondoen i sommer, levede Ekayana Sangha en temmelig omtumlet tilværelse i lejede og lånte lokaler. Der sker noget med gruppedynamikken når en sangha får egen hondo - selvfølgelig. En sangha består jo af mennesker, og mennesker er helt anderledes når de er hjemme, i forhold til når de er på besøg. Jeg synes ofte at 'hjemløse' sanghaer forekommer mere sårbare, og de er som regel også meget mere afhængige af en enkelt person. Det virker tit som om folk er meget mere indstillede på at gå ind og tage et aktivt ansvar i fastboende sanghaer, i stedet for at 'gå til buddhisme hver mandag'.

Det var tydeligt for mig at Ekayana Sangha er blevet voksen; gruppen har fundet sin egen tone og stemning, og folk var tydeligvis glade, både for hinanden, og for gruppen som helhed. Det er en meget aktiv sangha som mødes hver uge, og som også er begyndt at dele længere forløb. For nylig havde de en halv dags serie af forskellige praksisser, der havde det tilfælles at de alle var relateret til Amida Buddha.

Jeg er taknemmelig for den åbne og venlige modtagelse jeg fik, og glæder mig til at praktisere med de gæve jyder igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar