Livet er i konstant forandring. I
skrivende stund er mit liv ved at ændre sig på den meget iøjnefaldende måde –
min svigerdatter er ved at føde mit første barnebarn, og lige om lidt er jeg
nogens farmor.
Det er ubegribeligt stort. Jeg
har hørt at børnebørn er livets dessert. Jeg ved ikke helt – måske er det snarere
belønningen for at jeg undlod at æde mine egne unger i sin tid J.
Sikkert er det, at jeg glæder mig!
Med dette nye menneskes ankomst,
åbnes der helt nye muligheder for begær. Nu kan jeg begynde at ønske at spunken
(forhåbentlig får hun snart et rigtigt navn…) må få et dejligt liv; at hun må leve
trygt og lykkeligt, og at hun aldrig finder på at komme for sent hjem / blive
ked af det / komme til skade / … / …
Men hov. Buddhister må da ikke
føle begær, vel? At invitere begærets hornede skikkelse indenfor i sit liv er
da den direkte vej til at blive en virkelig dårlig buddhist, og det er der jo
ingen der ønsker. Gode buddhister arbejder med at begrænse deres begær – i
hvert fald de af begærene som man, efter moden overvejelse, bedømmer som
forkerte og skadelige.
Det er hvad jeg ofte hører, men
jeg tænker lidt anderledes om det. Jeg tænker at en bedømmelse af begær, en
sortering af dem i ’gode’ og ’dårlige’, er overflødig – et symptom på, at man
ligger under for en illusion om, at oplevelser kan eller skal kontrolleres. Jeg
tror det er langt bedre at bruge sine kræfter på at undersøge begærets natur. Når
man ser sandheden om begær, opløses de af sig selv, helt uden arbejde, uden
tvang, kontrol eller bedømmelser. Så bliver det nemlig tydeligt, at det er
begær der skaber smerte.
Det der gør en forskel, er den
direkte erfaring; ikke den teoretiske viden.
Og nu vil jeg vente på godt nyt
fra den lille familie!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar