31 dage er gået!

Så er de 31 dage i min 'efter-ferie-udfordring' gået, og de har været interessante på flere måder. Jeg har nydt at have den ekstra støtte som faste rammer giver, selvom der helt ærligt også har været dage hvor det har virket nærmest umuligt at finde tiden.

Jeg tror, at grunden til at den slags udfordringer fungerer så godt for mig, er at de hjælper mig med at tage valget ud af situationen. Jeg lever, ligesom alle andre, et liv der er om ikke travlt, så i hvert fald fuldt. Jeg har endnu ikke mødt nogen som havde en masse tid liggende rundt omkring fordi den var 'til overs', og det er helt sikkert at der ikke ligger ekstra-tid og flyder her hos mig ;). Vi fylder jo allesammen vores liv, og derfor kan være noget af en udfordring at få gjort plads til sin buddhistiske praksis, uanset hvor vigtig man godt ved den er, sådan rent intellektuelt. 

Hvis jeg laver en aftale med mig selv om eksempelvis 31 dage med 31 minutter, så er aftalen lavet. Så behøver jeg ikke overveje hver eneste dag om jeg mon gider meditere lige nu; valget er truffet én gang for alle. Og efter en periode med regelmæssig praksis har jeg fået retableret min gode vane med at sidde hver dag, helt uden at tænke nærmere over, om jeg mon gider eller ej.

Retreat

Tendai holder et enkelt retreat mere i år, d. 23.-25. November, hvor jeg endnu engang får fornøjelsen af at undervise en flok entusiastiske praktiserende. Et afholde et retreat er utroligt inspirerende for min egen praksis, både før retreatet, hvor min praksis nødvendigvis må intensiveres for at jeg kan være ordentligt forberedt, under retreatet, hvor jeg får lejlighed til at sidde igennem med en masse andre, og efter retreatet, hvor den dedikation jeg har set fra deltagerne, betyder at min egen praksis bliver lettere og

mere glædesfyldt.

Dette retreatets tema bliver ’Lykke’. Hvad betyder lykke i buddhismen; er den et mål i sig selv, og findes der værktøjer til at fremelske den? Kom og vær med til denne spændende undersøgelse, som kommer til at foregå på en meget håndfast, praktisk måde.

Retreatet bliver struktureret lidt anderledes end vi plejer at gøre det; meget vil være genkendeligt, men der kommer visse markante ændringer. Hovedvægten vil naturligvis stadig ligge på meditation, både fælles og hver for sig. Vi vil stadig have afsat tid hver dag til personlig praksis og refleksion, og der bliver rig mulighed for både at stille spørgsmål til doshu og soryo, og for at udveksle erfaringer alle deltagerne imellem. Noget af det vi har besluttet at ændre, er at måltiderne denne gang ikke vil blive indtaget i stilhed. På dette retreat ønsker vi at fremme ret tale, og måltiderne er et godt sted at øve sig. Vi finder det også væsentligt at give masser af plads til erfaringsudveksling, retreatets tema taget i betragtning, så der er sat god tid af til dette formål.

Mød op og vær med – det bliver helt sikkert en enestående oplevelse, på den ene eller den anden måde! Du kan finde mere information om pris, tilmelding osv på www.tendai.dk (under ’næste arrangementer’).

Kaihogyo

I går havde vi, i anledning af det skønne vejr og de lyse nætter, udskiftet den sædvanlige shikan meditation til sanghamødet med en kaihogyo. Kaihogyo er en praksisform som er specifik for Tendai, og som naturligvis har rødder på Hiei bjerget i Japan. Templet er hjemsted for kaihogyo-munkene, som er munke der har forpligtet sig til en 12 årig praksis hvor hovedvægten er på lange gående meditationer, en art pilgrimsfærd, kaldet kaihogyo. Disse munke går hvad der svarer til 1-2 maraton om dagen - under omstændigheder man knap nok fatter. Prøv evt at søge på youtube efter 'Marathon Monks of Mt, Hiei'; der ligger et par gode film om dem.

Kaihogyo i Danmark er noget lidt andet ;). Først og fremmest er det en kortere tur, langt mindre strabadserende, og endnu ikke nær så grundfæstet i traditioner som den japanske - men det er stadig i bund og grund den samme praksis: en vandring som på én gang er en pilgrimsfærd, gået i taknemmelighed og ærefrygt, og en meditation. Vi vandrer fra sted til sted, chanter vores mantraer, og ærer altings sande natur. I går var det dog lidt småt med mantraerne, da vi valgte ikke at stoppe undervejs, på grund af skovenes sensommer velsignelse: myggene...

Jeg har ikke gået kaihogyo i et stykke tid, men hvor var det dejligt at genopdage denne praksisform, som tidligere afgjort har været totalt yndligspraksis!

31 dage - dag 8

Min lille sensommer udfordring er nu en uge gammel, og foreløbig føles den overhovedet ikke som en udfordring... Det er ren fornøjelse at tage mig tid til min praksis hver dag, og jeg finder ny fornøjelse ved glemte praksisformer.

Lørdag var en stor dag. Først forrettede jeg en vielse for et helt vidunderligt par - tak, Mie og Johan - og derefter åbnede jeg Ekayana Sanghas nye hondo. Som en del af ceremonien ved en indvielse chanter man Vajrasattva mantraet. En overgang chantede jeg dette mantra hver dag, og jeg elskede at blive mindet om den herlige energi der er i det. Jeg holder i det hele taget rigtig meget af chant som meditationsform, og vender tilbage til det, hver gang mit sind føles uroligt eller uregerligt.

om vajrasattva samayam
anupalaya vajrasattva tvenopatistha
drdho me bhava
sutosyo me bhava
suposyo me bhava
anurakto me bhava
sarva siddhim me prayaccha
sarva karma su ca me
cittam sreyah kuru hum
ha ha ha ha hoh
bhagavan sarva tathagatavajra
ma me munca
vajri bhava maha samaya sattva ah

31 dage

Ferien er forbi – i hvert fald for mit vedkommende – og jeg er tilbage i Danmark, tilbage i hverdagen. Nogen gange synes jeg det kan være en udfordring at få min praksis på ret spor efter ferien. Der er typisk en masse jeg skal tage mig af når jeg vender tilbage, fordi jeg gennem hele sommeren har skubbet alle forpligtelser og aftaler foran mig. Mit hjem kan for eksempel godt risikere at sande lidt til, når det er på egen hånd (en eller dag skal jeg altså opklare hvad det lige præcis er, der foregår når jeg vender ryggen til…), og både vasketøj og ukrudt har yngle-sæson.

For at sikre at jeg ikke bidrager yderligere til det almindelige (og dybest set ganske hyggelige) kaos ved at droppe min praksis, sætter jeg mig selv en udfordring her efter ferien. Jeg vælger en nem udfordring, da jeg ikke har brug for at indlede med at skuffe mig selv så den skal hedde

31 dage med 31 minutter

Er der nogen der vil være med?

Begær og tilknytning

Jeg får med jævne mellemrum et pudsigt spørgsmål. Det knytter sig altid til situationer hvor jeg på den ene eller den anden måde udtrykker et ønske: gid min unge dog snart ville komme hjem / bare det bliver godt vejr på lørdag / jeg ville ønske min mor ville blive rask. Hvis jeg er i selskab med folk som ikke kender mig, kommer spørgsmålet så.

”Jamen du er da buddhist, så jeg troede ikke du havde nogen tilknytninger??”

…

Hvis jeg høfligt forklarer, at en buddhist såmænd er meget lig andre mennesker (for så vidt som ’andre mennesker’ er lig hinanden), og at der ikke, ved erklæringen ’jeg er buddhist’ på magisk vis tilføjes en ekstra komponent som udraderer tilknytning, følger variationer over temaet ”…men jeg troede at buddhister ikke måtte have begær eller tilknytninger”.

Begær og tilknytning er en del af den menneskelige præmis. De forsvinder ikke bare fordi vi gerne vil have det, eller fordi vi tror på, at de forårsager lidelse. De forsvinder slet ikke af at vi dømmer dem forbudte. Tværtimod. De forsvinder, helt af sig selv, når vi ved selvsyn erkender sandheden om dem, men det er opgave som vi kan gøre unødvendigt svær ved ikke at ville se dem i øjnene. Det er nemlig vanvittigt svært at erkende sandheden om noget som er så forbudt, at vi med Maras vold og magt skal lade som om det ikke findes i os.

Jeg kan godt mærke dukkha; mærke smerten ved adskillelse fra dem jeg elsker, irritationen over regnvejr til min havefest, og ængstelsen over min mors sygdom. En dag (hvornår som helst; gerne snart!) vil jeg måske også kunne se sandheden om dukkha. Indtil da vælger jeg ikke at være flov over min menneskelighed. Jeg vil nyde det der skal nydes, og lide det der skal lides – helt uden skinhellighed. Alternativet: at lade tilknytning vokse, ved at tilføje tilknytningen til at (foregive at) være utilknyttet, tiltaler mig nemlig slet ikke.

Spild af tid II

Der er en der har påpeget for mig, at hun syntes det var sørgeligt, og en smule provokerende, at jeg brugte udtrykket at ’spilde tiden’ i forbindelse med mit indlæg for et par uger siden. Hun mente at det var det samme som at sige, at det hele var ligegyldigt.

Og det mener jeg faktisk også det er: lige gyldigt. Alt er, for mig at se, lige gyldigt. Vi har én virkelighed, og intet i den er mere gyldigt end andet.

Se på det store billede: de aftryk du skaber er som fodspor i sand. De består for en tid, men de viskes bort og opløses. Det betyder ikke at det er ligegyldigt hvilke aftryk du skaber, for både du og andre skal leve med dem for en tid, indtil de udviskes – men ultimativt set er de bare øjebliksbilleder.

Essensen i rævens historie er jo netop at det godt kan betale sig at spilde tid på skønne ting, også selvom de er forgængelige, som prinsens rose. Hvis Buddhaen har ret; hvis alting  er tomt og forgængeligt, hvordan kan vi så vælge andet end godhed, glæde og kærlighed? Det ville da være vanvid. Hvis vrede og glæde, godhed og ondskab, er lige gyldige, hvorfor så foretrække vreden og ondskaben? Det giver ingen mening.