Ny oversættelse af Mulamadhyamakakarika

Som det er fremgået af bloggen, har jeg læst Gudo Wafu Nishijimas nye oversættelse af Mulamadhyamakakarika: Fundamental wisdom if the Middle Way. Det er en oversættelse der er blevet temmelig hårdt behandlet af visse læsere, så jeg var naturligvis nysgerrig!

Da jeg først begyndte at læse den, tog jeg fat på den som på enhver anden bog. Jeg læste den gennem mit filter af personlig karma, kritisk/analytisk sans, og med hele den buddhistiske bagage. Og jeg hadede den. Jeg brød mig så lidt om den, at jeg blev nødt til at afbryde læsningen, og finde en ny måde at nærme mig den på.

Jeg valgte derfor at læse oversættelsen som en kontemplation; at lade læsningen være en del af min kontemplative praksis, snarere end en del af mine studier. Grænsen mellem de to er flydende, og i bund og grund ikke-eksisterende, men min tilgang til en given tekst forandres når jeg lader den være en del af min kontemplative praksis: så tillader jeg teksten at være som den er, og accepterer dens virkelighed. Jeg tager en pause fra læring, analyse og viden, og nøjes med at læse. På denne måde kom jeg igennem Nishijimas oversættelse, og kunne påskønne den indre konsistens der er i værket.

Det overvejende problem med denne oversættelse er, at den synes at blæse højt og flot på hele den tradition det oprindelige værk skriver sig ind i. Derfor byder den på nogen virkelig bizarre oversættelser (førstepladsen går til oversættelsen af ’anatman’ til ’something different from spirit or soul’…), og besynderlige overvejelser af henholdsvis det sympatiske og det parasympatiske nervesystems indflydelse på vores erkendelse. At der oven i købet rodes rundt i nervesystemets begreber, gør ikke slutningen nemmere at forholde sig til.

Min anbefaling må være: læs den – men læs den to gange. Læs den først som et langt, vidunderligt digt, og nyd at træde ind i den verden der præsenteres. Og læs den så med mere kritiske øjne og, for alt i verden, med ’Pruning the Bodhi Tree’ i den anden hånd!

Med lynets hast

Hvorfor er så mange optagede af at finde ’Den direkte vej’? Adskillige skoler bryster sig af at være den Direkte Vej; uden sammenligning den bedste OG den hurtigste, til vores erklærede mål, som naturligvis er fuldkommen oplysning.

Vi finder det i Theravada (syv dage, siger en sutta. Garanteret effekt eller pengene tilbage?), i Zen, i Nichiren buddhismen, og naturligvis i Vajrayana. I Tendai kommer det således dobbelt, fra både Zen og Vajrayana, så vi kan være HELT sikre på, at vi har den allerbedste, og allerhurtigste, vej J.

Det er tåbeligt med den slags ideer, for de forventninger som den slags ideer afføder, kommer alt for tit til at blokere for vores direkte oplevelse, men ikke desto mindre gør vi det, hele tiden. Vi bedømmer og vi sammenligner. Er min vej bedre end din? (Ja da!). Tager du så fejl? (Ja da!). Mon du mener at jeg tager fejl? (…).

I stedet kunne vi jo også bare se på ting som de er, og nyde vejen som den er. Den eneste ulempe ved det, er at så har vi så meget færre ord at læne os op ad…

Shaka Jodo-e

D. 8/12 fejrer vi Buddhaens oplysningsdag; Shaka Jodo-e. I Lotus Sanghaen henlægger vi altid fejringen til den nærmeste tirsdag, da folk har meget svært ved at deltage andre dage end den sædvanlige tirsdag. Således fejrer vi Shaka Jodo-e i dag, og det gør vi med intensiv praksis. Hele dagen har vi haft praksisperioder, startende hver anden time, og hvor folk så har mulighed for at komme og gå undervejs.

Sådan en dag kan ind imellem føles lang og anstrengende - men jeg byder enhver anstrengelse velkommen, fordi den minder mig om, hvad Gautama Buddha gjorde dengang, under Bodhi træet. Det minder mig om, at oplysning er en stadigt tilstedeværende mulighed; at jeg bare kan give slip på alt, og det der så står tilbage, er det jeg søger. Jeg har det jeg stræber efter; jeg kan bare ikke få øje på det. Måske slår jeg øjnene op i dag?

- og måske gør jeg ikke. Det betyder ikke så meget. Foreløbig nøjes jeg med at være vejen.

Kokorodo

I Italien går jeg ofte kokorodo - Hjertets Vej: lange gående meditationer, med træk af traditionel pilgrimsfærd. Så sender jeg ofte en kærlig tanke til den smukke pilgrimsrulle der hænger hjemme i hondoen.

Denne rulle stammer fra Saikoku Pilgrims Ruten, som går rundt til ialt 33 hellige steder, dedikeret til Kannon Bodhisattva (Skt: Avalokitesvara). Jeg har fået den af min sensei, Monshin Naamon, som igen har fået den af Elizabeth Ten Grotenhuis (forfatter til bl.a. værkerne "Japanese Mandalas: Representations of Sacred Geography", og "Along the Silk Road, Narrative Picture Scrolls"). Elizabeth har gennemført denne pilgrimsrute ikke mindre end tre gange, og rullen her stammer fra en af disse ture.

Saikoku er en af de forholdsvis velkendte pilgrimsruter i Japan, og regnes som den første i en traditionel række af pilgrimsruter. Pilgrimmene besøger altså 33 forskellige steder, som alle er dedikeret til Kannon, og som er relateret til dels Tendai, dels Shingon. En medbragt rulle stemples og underskrives i hvert tempel, og resultatet er en rulle som denne.

Elizabeth fortalte under gyo i 2009 historien om sine pilgrimsture, og kunne også afsløre at ikke enhver rulle har en brydsom færd bag sig. Mange moderne japanere vil på den ene side gerne holde liv i traditionerne, men kan på den anden side ikke afsætte flere uger til projektet - hvorfor man i pilgrimstemplerne ikke helt sjældent møder gigantiske turistbusser, eller nogen gange endda helikoptorer, som fragter de hengivne pilgrimme fra sted til sted ;)

Det er langt mere simpelt når jeg vandrer; bare den ene fod foran den anden, med hilsner til de smukke steder på min vej hvor Buddhanaturen skinner så stærkt igennem - faktisk ofte steder hvor også andre spirituelle vandrere har markeret helligheden i den storslåede natur med ikoner, mindesmærker osv.

Mere om chant

I Danmark synes der at være en vis tøven overfor chant som meditation, og da især hvis jeg foreslår at vi skal chante noget, folk ikke forstår – noget som er på et ukendt sprog.

En ting jeg har lært om japanske buddhister er, at når de chanter Hjerte Sutraen eller andre sutraer, så har de almindeligvis ingen ide om, hvad de siger. De chanter klassiske kinesiske tegn, og kun fonetikken er japansk: af tegnene kan de se hvordan de skal lyde, men ikke nødvendigvis hvad de betyder.

Når de studerer sutraerne, sker det selvfølgelig på moderne japansk, men når de chanter, er det altså typisk på kinesisk. De ser ikke den helt store fordel i at chante sammen på et kendt sprog, da hovedvægten da oftest vil være på ordenes mening; de mener snarere at ’udbyttet’ af chanten (hvis man kan tale om et sådant…) ligger i selve det at indordne og underkaste jeg’et, så fællesskabet harmoniseres.

Jeg nyder også at chante på et fremmed sprog, men i sanghaen chanter vi oftest på dansk, da det er alt for forstyrrende for rigtig mange at sidde og sige ord de ikke forstår. Hvis de prøver, oplever de tit, at den kontrollerende og bedømmende del af personligheden råber vagt i gevær, og gør det så højlydt at alt andet skubbes bort. Til gengæld er den frihed der ligger i overgivelse så stor, at den nærmest er helt ubeskrivelig. Hvad skal man gøre..?

Som tiden går...

Jeg har lige haft fødselsdag - en dag jeg nyder meget, stort set hvert eneste år. Undtagelsen var det år, jeg blev 30. Det hadede jeg af et godt hjerte, for når man var 30 år gammel, var man enormt voksen og havde virkelig styr på livet, universet og alting - og dér var jeg bare slet ikke...!

Efter at have passeret Den Store Skillelinje ved 30, har jeg forligt mig med tidens gang, og jeg er gået tilbage til at svælge i festligheder omkring mine fødselsdage. Et år insisterede jeg for eksempel på at have fødselsdag hver dag, en hel uge i træk. Den charmerende ide satte min 8-årige niece dog en stopper for, da hun nægtede at ringe og vække mig med en fødselsdagssang den tredje dag i træk. Hun meddelte sin mor - som så var sød nok til at lade budskabet gå videre - at det simpelthen var for barnligt. Af børn og fulde folk...

Et tilbagevendende højdepunkt på mine fødselsdage er opringningen fra min gamle veninde (hej Birgit!). Den kommer, hvert år, fordi det skal den. Vi har fejret hinandens fødselsdage fra vi var fem år gamle, og det skal der ikke laves om på. Alting er tomt, uden kerne eller substans, i konstant forandring; kun denne ene konstant findes: Birgit skal ringe på min fødselsdag. Og med denne belæring fra den moderne hippieyana buddhisme, vil jeg afslutte mit fødselsdagsindlæg med det vers som jeg kontemplerer hver aften, men som betyder ekstra meget for mig på min fødselsdag:

Aldrig må vi glemme livets dødens betydning.

Tiden flyver, og vores muligheder går tabt.

Alle må vi stræbe efter at vågne -

AT VÅGNE!

Giv agt. Værdsæt hele dit liv!

Chant som meditativ praksis

Jeg elsker at chante; det kommer næppe som nogen overraskelse for dem der kender mig J. Jeg elsker den direkte effekt jeg oplever når jeg chanter, uanset om jeg chanter noget jeg forstår – måske endda noget på mit eget sprog – eller om det er det rene volapyk (altså på et helt fremmed sprog, som for eksempel sanskrit eller japansk). Jeg tror på, at mantra og dharanier bærer mening (eller ’kraft’, om man vil) i sig selv, helt uden at jeg behøver besvære mig med at forstå noget som helst. Mantra er mantra, uanset om man forstår dem eller ej.

At forstå et mantra er ikke at kunne oversætte det ord for ord. Det er at kende mantraets virkelighed; at vide hvordan man er mantraet, og hvordan det påvirker sindet – og det kan man kun finde ud af ved at prøve det. Den formelle betydning af mantraer er så ligegyldig, at man ret typisk vil have glemt det ca. 2 minutter efter at have fået det at vide... Et mantra skal bruges, ikke forstås.