Udenfor ord

Til sangha-mødet i tirsdags talte vi om det der ligger udenfor ord. Så er ordene virkelig svære! Det vi konkret talte om, var den tilsyneladende konflikt mellem selv-udvikling og ikke-Selv. Hvordan kan det være at tidlige buddhistiske tekster taler om Arahaten som en med ’et udviklet selv’ (It 79-80) eller ’et stort selv’ (A.I.249), og endda på et tidspunkt taler om at blive ’lig et Selv / Selv-lignende’ (pali: attaniyam) (S.V.5-6), når vi samtidig arbejder ud fra en hypotese om, at der ikke findes noget bestandigt, kontrollerbart Selv?

Hvad er det for et Selv der afvises i buddhismen, og bliver det virkelig afvist? Vi skal passe på ikke at overgive os til et lingvistisk tabu, hvor enhver brug af ordet ’selv’ er forbudt – det er måske, måske ikke (?), afvises, er et Selv som er bestandigt, uforgængeligt og kontrollerbart.

Hvad sker der med vores Selv, hvis vi sætter spørgsmålstegn ved det, og hvad kunne være følgerne af at se igennem det?

Et svagt, vaklende selv vil formentlig overhovedet ikke tillade at der bliver sat spørgsmålstegn ved det – det er det jeg har set så tit: hvis der er noget der kan få folk til at strømme ud af døren, er det en introduktion til ikke-Selv J

Buddhismen anviser en række måder at styrke og udvikle selvet på, så det bliver stærkt nok til at gide være med til at undersøge sig selv. En rolig, opmærksom iagttagelse af materielle og mentale fænomener leder til at man bliver gradvist mere centreret, stabil og samlet, ikke længere i samme grad med opmærksomheden spredt for alle vinde, på jagt efter sanseindtryk. Faktisk kan også kontemplationer af ikke-Selv, hvis det gøres fornuftigt, fra et roligt og fokuseret sind, støtte udviklingen af det empiriske selv. Skønt man i processen erkender at der ikke findes noget underliggende Selv – i form af et permanent Jeg – forbliver de omskiftelige, betingede faktorer som udgør det empiriske selv tilbage, og forståelsen af disse giver større ro.

Særligt samatha meditation – ’shi’ delen af shikan – understøtter en integrering og centrering af disse faktorer, så de fremstår mere sundt og hensigtsmæssigt, med eksempelvis større koncentration, klarhed og nærhed. Samatha meditation hjælper således til at man kan ’blive sig selv’, og at man kan finde større ro og tilfredshed, ikke mindst fordi man får lejlighed til at opleve den strålende renhed i sindets dybeste lag.

Gennem længere tids træning skulle der gerne ske det, at man udvikler sig på to sammenhængende fronter: at man på den ene side bliver mere ’sig selv’, får mere styr på sig selv, og bliver mere stabil i forhold til både ydre omstændigheder og ens egne følelser, og på den anden side bliver mere opmærksom, åben og følsom overfor andres behov og ønsker.

At sætte ord på de forskellige opfattelser af Selv, selv og ikke-Selv var slet ikke nemt! - men en interessant opgave, og vi fik en god snak.