Jeg mødte første gang min sensei i juli måned, 2005. Jeg havde fået kontakt med ham via internettet (denne velsignelse, der heldigvis har vist sig langt mere sejlivet end jeg ellers forudså. ’Internettet – døgnflue, siger jeg. Jeg giver det max to år…’). Vi havde haft sporadisk email kontakt gennem nogle måneder, da jeg besluttede at jeg ville rejse over til ham i New York, tage tilflugt, og i samme moment påbegynde den traditionelle præstetræning.
Han var så venlig ikke at bruge for mange ord. Han fortalte mig, hvad hans forventninger til mig var, hvad jeg – helt overordnet – kunne forvente mig af ham og træningen, og lod mig derefter opleve tingene på egen hånd, uden at presse sit filter ned over min oplevelse. Det vil jeg gerne lære af. Jeg bruger alt for mange ord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar