Randers Ekayana Sangha

Jeg er lige kommet hjem fra et besøg i Randers Ekayana Sangha (lige kommet hjem, og allerede taget videre til Stockholm...), som jo har fået et fast tilholdssted i form af en skøn hondo i Senshins hjem.

Det var en rigtig god oplevelse at være derovre i det jyske. Sanghaen har efterhånden eksisteret i en del år, men det er helt tydeligt at den har ændret karakter siden den har fået sit eget sted. Indtil indvielsen af hondoen i sommer, levede Ekayana Sangha en temmelig omtumlet tilværelse i lejede og lånte lokaler. Der sker noget med gruppedynamikken når en sangha får egen hondo - selvfølgelig. En sangha består jo af mennesker, og mennesker er helt anderledes når de er hjemme, i forhold til når de er på besøg. Jeg synes ofte at 'hjemløse' sanghaer forekommer mere sårbare, og de er som regel også meget mere afhængige af en enkelt person. Det virker tit som om folk er meget mere indstillede på at gå ind og tage et aktivt ansvar i fastboende sanghaer, i stedet for at 'gå til buddhisme hver mandag'.

Det var tydeligt for mig at Ekayana Sangha er blevet voksen; gruppen har fundet sin egen tone og stemning, og folk var tydeligvis glade, både for hinanden, og for gruppen som helhed. Det er en meget aktiv sangha som mødes hver uge, og som også er begyndt at dele længere forløb. For nylig havde de en halv dags serie af forskellige praksisser, der havde det tilfælles at de alle var relateret til Amida Buddha.

Jeg er taknemmelig for den åbne og venlige modtagelse jeg fik, og glæder mig til at praktisere med de gæve jyder igen!

Gyo

At være 'præst'* i Tendai er en livslang forpligtelse. En af forpligtelserne er at deltage i den årlige gyo; præstetræning. Hvert år mødes alle præster (vi kalder os 'doshu' og 'soryo', afhængigt af hvor langt i forløbet vi er kommet) fra lande udenfor Japan til en fælles træning. I to uger arbejder vi intenst sammen, og øver de færdigheder vi har brug for i vores daglige virke.

Umiddelbart kan det være svært at få øje på, at der er tale om træning som kan bruges i vores hverdag.  Når man oplever det første gang, minder det mest af alt om en slags militær boot-camp: vi stormer rundt og presses til det yderste, både fysisk og psykisk - det ser ærligt talt ikke særlig buddhistisk ud, i hvert fald ikke med vestlige øjne ;). I vesten har mange en opfattelse af buddhismen som en rolig, indfølende og indadvendt religion, men det siger mere om vestlig romantik end om buddhismen.

Som buddhister har vi et stort mål: alle levende væsners frihed og lykke. Det opnår man ikke ved at sidde fredsommeligt på en pude! Det kræver generøsitet (for at få ALLE med), disciplin (for det er ikke altid sjovt), ihærdighed (det er jo en ret stor opgave...), tålmodighed (både med en selv, opgaven og andre), koncentration (for at kunne blive på sporet) og visdom (som forhåbentlig er resultatet af træningen). Disse seks kalder man også de seks paramitaer, og det er dem vi træner. Der er ingen genveje - men der er masser af udfordring! I følge min lærer hjælper det gevaldigt hvis man er lidt tosset til at begynde med, og så har jeg jo det bedste udgangspunkt!

Det er 8. gang jeg er afsted, og hvis jeg har lært noget undervejs, er det at alt hvad jeg har lært bare er ekstra bagage, som jeg ligeså godt kan lægge fra mig. Hvert øjeblik er nyt, og skal opleves på sine egne præmisser. Dén lærdom kan jeg tage med mig i min hverdag!

* Jeg har det lidt svært med ordet præst, for det er egentlig ikke helt det vi er. Vores japanske titler er som nævnt doshu (som betyder tempelassistent) og soryo (som betyder munk). I USA bliver vi omtalt som 'monks', men det synes jeg heller ikke giver mening. For mig at se peger 'munk' på en cølibat mand, og jeg er hverken eller...

31 dage er gået!

Så er de 31 dage i min 'efter-ferie-udfordring' gået, og de har været interessante på flere måder. Jeg har nydt at have den ekstra støtte som faste rammer giver, selvom der helt ærligt også har været dage hvor det har virket nærmest umuligt at finde tiden.

Jeg tror, at grunden til at den slags udfordringer fungerer så godt for mig, er at de hjælper mig med at tage valget ud af situationen. Jeg lever, ligesom alle andre, et liv der er om ikke travlt, så i hvert fald fuldt. Jeg har endnu ikke mødt nogen som havde en masse tid liggende rundt omkring fordi den var 'til overs', og det er helt sikkert at der ikke ligger ekstra-tid og flyder her hos mig ;). Vi fylder jo allesammen vores liv, og derfor kan være noget af en udfordring at få gjort plads til sin buddhistiske praksis, uanset hvor vigtig man godt ved den er, sådan rent intellektuelt. 

Hvis jeg laver en aftale med mig selv om eksempelvis 31 dage med 31 minutter, så er aftalen lavet. Så behøver jeg ikke overveje hver eneste dag om jeg mon gider meditere lige nu; valget er truffet én gang for alle. Og efter en periode med regelmæssig praksis har jeg fået retableret min gode vane med at sidde hver dag, helt uden at tænke nærmere over, om jeg mon gider eller ej.

Retreat

Tendai holder et enkelt retreat mere i år, d. 23.-25. November, hvor jeg endnu engang får fornøjelsen af at undervise en flok entusiastiske praktiserende. Et afholde et retreat er utroligt inspirerende for min egen praksis, både før retreatet, hvor min praksis nødvendigvis må intensiveres for at jeg kan være ordentligt forberedt, under retreatet, hvor jeg får lejlighed til at sidde igennem med en masse andre, og efter retreatet, hvor den dedikation jeg har set fra deltagerne, betyder at min egen praksis bliver lettere og

mere glædesfyldt.

Dette retreatets tema bliver ’Lykke’. Hvad betyder lykke i buddhismen; er den et mål i sig selv, og findes der værktøjer til at fremelske den? Kom og vær med til denne spændende undersøgelse, som kommer til at foregå på en meget håndfast, praktisk måde.

Retreatet bliver struktureret lidt anderledes end vi plejer at gøre det; meget vil være genkendeligt, men der kommer visse markante ændringer. Hovedvægten vil naturligvis stadig ligge på meditation, både fælles og hver for sig. Vi vil stadig have afsat tid hver dag til personlig praksis og refleksion, og der bliver rig mulighed for både at stille spørgsmål til doshu og soryo, og for at udveksle erfaringer alle deltagerne imellem. Noget af det vi har besluttet at ændre, er at måltiderne denne gang ikke vil blive indtaget i stilhed. På dette retreat ønsker vi at fremme ret tale, og måltiderne er et godt sted at øve sig. Vi finder det også væsentligt at give masser af plads til erfaringsudveksling, retreatets tema taget i betragtning, så der er sat god tid af til dette formål.

Mød op og vær med – det bliver helt sikkert en enestående oplevelse, på den ene eller den anden måde! Du kan finde mere information om pris, tilmelding osv på www.tendai.dk (under ’næste arrangementer’).

Kaihogyo

I går havde vi, i anledning af det skønne vejr og de lyse nætter, udskiftet den sædvanlige shikan meditation til sanghamødet med en kaihogyo. Kaihogyo er en praksisform som er specifik for Tendai, og som naturligvis har rødder på Hiei bjerget i Japan. Templet er hjemsted for kaihogyo-munkene, som er munke der har forpligtet sig til en 12 årig praksis hvor hovedvægten er på lange gående meditationer, en art pilgrimsfærd, kaldet kaihogyo. Disse munke går hvad der svarer til 1-2 maraton om dagen - under omstændigheder man knap nok fatter. Prøv evt at søge på youtube efter 'Marathon Monks of Mt, Hiei'; der ligger et par gode film om dem.

Kaihogyo i Danmark er noget lidt andet ;). Først og fremmest er det en kortere tur, langt mindre strabadserende, og endnu ikke nær så grundfæstet i traditioner som den japanske - men det er stadig i bund og grund den samme praksis: en vandring som på én gang er en pilgrimsfærd, gået i taknemmelighed og ærefrygt, og en meditation. Vi vandrer fra sted til sted, chanter vores mantraer, og ærer altings sande natur. I går var det dog lidt småt med mantraerne, da vi valgte ikke at stoppe undervejs, på grund af skovenes sensommer velsignelse: myggene...

Jeg har ikke gået kaihogyo i et stykke tid, men hvor var det dejligt at genopdage denne praksisform, som tidligere afgjort har været totalt yndligspraksis!

31 dage - dag 8

Min lille sensommer udfordring er nu en uge gammel, og foreløbig føles den overhovedet ikke som en udfordring... Det er ren fornøjelse at tage mig tid til min praksis hver dag, og jeg finder ny fornøjelse ved glemte praksisformer.

Lørdag var en stor dag. Først forrettede jeg en vielse for et helt vidunderligt par - tak, Mie og Johan - og derefter åbnede jeg Ekayana Sanghas nye hondo. Som en del af ceremonien ved en indvielse chanter man Vajrasattva mantraet. En overgang chantede jeg dette mantra hver dag, og jeg elskede at blive mindet om den herlige energi der er i det. Jeg holder i det hele taget rigtig meget af chant som meditationsform, og vender tilbage til det, hver gang mit sind føles uroligt eller uregerligt.

om vajrasattva samayam
anupalaya vajrasattva tvenopatistha
drdho me bhava
sutosyo me bhava
suposyo me bhava
anurakto me bhava
sarva siddhim me prayaccha
sarva karma su ca me
cittam sreyah kuru hum
ha ha ha ha hoh
bhagavan sarva tathagatavajra
ma me munca
vajri bhava maha samaya sattva ah

31 dage

Ferien er forbi – i hvert fald for mit vedkommende – og jeg er tilbage i Danmark, tilbage i hverdagen. Nogen gange synes jeg det kan være en udfordring at få min praksis på ret spor efter ferien. Der er typisk en masse jeg skal tage mig af når jeg vender tilbage, fordi jeg gennem hele sommeren har skubbet alle forpligtelser og aftaler foran mig. Mit hjem kan for eksempel godt risikere at sande lidt til, når det er på egen hånd (en eller dag skal jeg altså opklare hvad det lige præcis er, der foregår når jeg vender ryggen til…), og både vasketøj og ukrudt har yngle-sæson.

For at sikre at jeg ikke bidrager yderligere til det almindelige (og dybest set ganske hyggelige) kaos ved at droppe min praksis, sætter jeg mig selv en udfordring her efter ferien. Jeg vælger en nem udfordring, da jeg ikke har brug for at indlede med at skuffe mig selv så den skal hedde

31 dage med 31 minutter

Er der nogen der vil være med?