Opdragelse

Jeg vender stadig jævnligt tilbage til tankerne fra forrige uges sangha-møde: Fortællingen om Øldåsen, som det fremover skal hedde i mit hoved.

Det er gået op for mig, at en af grundene til, at jeg ikke umiddelbart gider at gøre det fornuftige, at løse problemet (samle dåsen op), uden at gøre det større, er at der er en masse på spil for mig.

Jeg vil nemlig rigtig gerne lære andre, hvordan de bør administrere deres liv. Jeg er helt vildt god til at styre andres liv. Det hænger nok lidt sammen med, at alle andre - alle, undtagen mig - bærer deres karma uden på tøjet, så det er dejligt nemt at se hvad de har brug for :).

Hvis jeg bare løser problemet, stille og udramatisk, så går jeg jo glip af en oplagt lejlighed til at opdrage på fællesskabsødelæggeren; at omvende en synder. hvem skal fanfaren så lyde for, hvis ikke jeg viser det slette asociale væsen lyset??

Efterhånden har Fortællingen om Øldåsen udviklet sig til en så interessant kontemplation, at jeg konstant er på udkig efter øldåse-situationer, hvor jeg kan øve mig, og samle endnu mere stof til mine overvejelser!

Katastrofetanker og stolthed

Vi havde et virkelig godt sanghamøde her i Slagslunde i tirsdags. Ad pudsige omveje kom vi til at tale om de følelser der kan opstå i én, når man ser andre blæse højt og flot på fællesskabet. Et af de konkrete  eksempler var at man kommer gående ned ad gaden, og ser en fyr tømme sin øldåse, krølle den sammen, og smide den fra sig. Personen der gengav denne oplevelse, fortalte om en strøm af følelser der opstod i kølvandet på oplevelsen - følelser som han havde formået ikke at agere udfra, men som ikke desto mindre var sprunget op i hans sind.

Af en eller anden grund kunne jeg ikke få hans historie ud ad hovedet. Den blev ved med at dukke op igen og igen; da jeg skulle sove, næste morgen under min morgenchant, og igen da jeg gik min meditation udendørs senere på dagen. Til sidst besluttede jeg at undersøge sagen nøjere: hvad var det, der i den grad fangede min opmærksomhed? Jeg kunne jo nemt følge hans reaktion på oplevelsen, og var sådan set også fuldkommen enig i hans valg om ikke at tilføje vrede (i form af en skylle af bebrejdelser) til situationen - både fordi vrede for mig at se altid er et tåbeligt valg, men også fordi jeg ikke tror på, at det ville have ændret noget som helst.

Da jeg kiggede nærmere på situationen, kunne jeg se at jeg reagerede med at blive vældig såret og fornærmet over at se hvad jeg forestillede mig var en person som tydeligt demonstrede ligegyldighed overfor vores fællesskab. Efterhånden som jeg lod følelsen udfolde sig, kunne jeg se hvordan jeg oplevede at han hånede 'mig' og 'mit' (mit fællesskab!), ved bare at smide skrald på gaden.

Katastrofetankerne lurede lige om hjørnet: hvis jeg valgte at betragte situationen med ophøjet ro, ville han jo også smide sit skrald næste gang der var noget han havde brug for at komme af med - og tænk hvis vi alle bare gjorde det?!!!? Hvordan ville der så komme til at se ud? Puha... nej, rolig overbærenhed var bestemt ikke den optimale løsning (i hvert fald ikke i mit gennemførte katastrofe-scenarie). Omvendt så kunne jeg heller ikke forestille mig en situation hvor jeg fik ham overbevist at det var bedst at samle øldåsen op og putte den i en skraldespand.

Endelig fik jeg den lyse ide at lægge mine fornemmelse af svigt og hån til side, og prøve at finde ned til det egentlige problem. Da jeg først havde fået ideen, tog det ikke lang tid at isolere 'probemet' til - en øldåse. Hverken mere eller mindre. Og da jeg kunne se øldåse som øldåse, var det ret indlysende hvad det optimale valg ville være: at bukke mig ned og samle øldåsen op.

Og så var problemet løst!? Nej, det var det selvfølgelig ikke. Nu kom der nemlig endnu en storm af følelser, og denne gang var det ikke katastrofetanker, men mit ego der var blevet voldsomt såret. Jeg minder lige om, at det hele altså stadig bare var et tankeeksperiment - ingen dyr eller mennesker var blevet skadet under dette eksperiment ;). Jeg kunne slet ikke bære tanken om at JEG skulle bøje mig efter en andens øldåse. Med mit intellekt kunne jeg sagtens se, at det var den perfekte løsning på problemet (som jeg, i parantes bemærket, lige minder om var... en øldåse) var at jeg selv tog ansvar for at fjerne det - men følelsesmæssigt kunne jeg slet ikke rumme ideen.

På sanghamødet havde vi talt om, at det var svært at finde ud af hvad man bedst kunne gøre i sådan en situation, hvilket valg der hverken isolerede en på en imaginær lyserød sky, eller påførte en selv og andre dukkha i form af vrede. Nu har jeg fundet løsningen - den var langt mere simpel end jeg havde bildt mig selv ind - og efterhånden tror jeg også godt jeg ville kunne holde ud at omsætte den i praksis. Det er jo bare at bukke mig ned og samle dåsen op :)

Randers Ekayana Sangha

Jeg er lige kommet hjem fra et besøg i Randers Ekayana Sangha (lige kommet hjem, og allerede taget videre til Stockholm...), som jo har fået et fast tilholdssted i form af en skøn hondo i Senshins hjem.

Det var en rigtig god oplevelse at være derovre i det jyske. Sanghaen har efterhånden eksisteret i en del år, men det er helt tydeligt at den har ændret karakter siden den har fået sit eget sted. Indtil indvielsen af hondoen i sommer, levede Ekayana Sangha en temmelig omtumlet tilværelse i lejede og lånte lokaler. Der sker noget med gruppedynamikken når en sangha får egen hondo - selvfølgelig. En sangha består jo af mennesker, og mennesker er helt anderledes når de er hjemme, i forhold til når de er på besøg. Jeg synes ofte at 'hjemløse' sanghaer forekommer mere sårbare, og de er som regel også meget mere afhængige af en enkelt person. Det virker tit som om folk er meget mere indstillede på at gå ind og tage et aktivt ansvar i fastboende sanghaer, i stedet for at 'gå til buddhisme hver mandag'.

Det var tydeligt for mig at Ekayana Sangha er blevet voksen; gruppen har fundet sin egen tone og stemning, og folk var tydeligvis glade, både for hinanden, og for gruppen som helhed. Det er en meget aktiv sangha som mødes hver uge, og som også er begyndt at dele længere forløb. For nylig havde de en halv dags serie af forskellige praksisser, der havde det tilfælles at de alle var relateret til Amida Buddha.

Jeg er taknemmelig for den åbne og venlige modtagelse jeg fik, og glæder mig til at praktisere med de gæve jyder igen!

Gyo

At være 'præst'* i Tendai er en livslang forpligtelse. En af forpligtelserne er at deltage i den årlige gyo; præstetræning. Hvert år mødes alle præster (vi kalder os 'doshu' og 'soryo', afhængigt af hvor langt i forløbet vi er kommet) fra lande udenfor Japan til en fælles træning. I to uger arbejder vi intenst sammen, og øver de færdigheder vi har brug for i vores daglige virke.

Umiddelbart kan det være svært at få øje på, at der er tale om træning som kan bruges i vores hverdag.  Når man oplever det første gang, minder det mest af alt om en slags militær boot-camp: vi stormer rundt og presses til det yderste, både fysisk og psykisk - det ser ærligt talt ikke særlig buddhistisk ud, i hvert fald ikke med vestlige øjne ;). I vesten har mange en opfattelse af buddhismen som en rolig, indfølende og indadvendt religion, men det siger mere om vestlig romantik end om buddhismen.

Som buddhister har vi et stort mål: alle levende væsners frihed og lykke. Det opnår man ikke ved at sidde fredsommeligt på en pude! Det kræver generøsitet (for at få ALLE med), disciplin (for det er ikke altid sjovt), ihærdighed (det er jo en ret stor opgave...), tålmodighed (både med en selv, opgaven og andre), koncentration (for at kunne blive på sporet) og visdom (som forhåbentlig er resultatet af træningen). Disse seks kalder man også de seks paramitaer, og det er dem vi træner. Der er ingen genveje - men der er masser af udfordring! I følge min lærer hjælper det gevaldigt hvis man er lidt tosset til at begynde med, og så har jeg jo det bedste udgangspunkt!

Det er 8. gang jeg er afsted, og hvis jeg har lært noget undervejs, er det at alt hvad jeg har lært bare er ekstra bagage, som jeg ligeså godt kan lægge fra mig. Hvert øjeblik er nyt, og skal opleves på sine egne præmisser. Dén lærdom kan jeg tage med mig i min hverdag!

* Jeg har det lidt svært med ordet præst, for det er egentlig ikke helt det vi er. Vores japanske titler er som nævnt doshu (som betyder tempelassistent) og soryo (som betyder munk). I USA bliver vi omtalt som 'monks', men det synes jeg heller ikke giver mening. For mig at se peger 'munk' på en cølibat mand, og jeg er hverken eller...

31 dage er gået!

Så er de 31 dage i min 'efter-ferie-udfordring' gået, og de har været interessante på flere måder. Jeg har nydt at have den ekstra støtte som faste rammer giver, selvom der helt ærligt også har været dage hvor det har virket nærmest umuligt at finde tiden.

Jeg tror, at grunden til at den slags udfordringer fungerer så godt for mig, er at de hjælper mig med at tage valget ud af situationen. Jeg lever, ligesom alle andre, et liv der er om ikke travlt, så i hvert fald fuldt. Jeg har endnu ikke mødt nogen som havde en masse tid liggende rundt omkring fordi den var 'til overs', og det er helt sikkert at der ikke ligger ekstra-tid og flyder her hos mig ;). Vi fylder jo allesammen vores liv, og derfor kan være noget af en udfordring at få gjort plads til sin buddhistiske praksis, uanset hvor vigtig man godt ved den er, sådan rent intellektuelt. 

Hvis jeg laver en aftale med mig selv om eksempelvis 31 dage med 31 minutter, så er aftalen lavet. Så behøver jeg ikke overveje hver eneste dag om jeg mon gider meditere lige nu; valget er truffet én gang for alle. Og efter en periode med regelmæssig praksis har jeg fået retableret min gode vane med at sidde hver dag, helt uden at tænke nærmere over, om jeg mon gider eller ej.

Retreat

Tendai holder et enkelt retreat mere i år, d. 23.-25. November, hvor jeg endnu engang får fornøjelsen af at undervise en flok entusiastiske praktiserende. Et afholde et retreat er utroligt inspirerende for min egen praksis, både før retreatet, hvor min praksis nødvendigvis må intensiveres for at jeg kan være ordentligt forberedt, under retreatet, hvor jeg får lejlighed til at sidde igennem med en masse andre, og efter retreatet, hvor den dedikation jeg har set fra deltagerne, betyder at min egen praksis bliver lettere og

mere glædesfyldt.

Dette retreatets tema bliver ’Lykke’. Hvad betyder lykke i buddhismen; er den et mål i sig selv, og findes der værktøjer til at fremelske den? Kom og vær med til denne spændende undersøgelse, som kommer til at foregå på en meget håndfast, praktisk måde.

Retreatet bliver struktureret lidt anderledes end vi plejer at gøre det; meget vil være genkendeligt, men der kommer visse markante ændringer. Hovedvægten vil naturligvis stadig ligge på meditation, både fælles og hver for sig. Vi vil stadig have afsat tid hver dag til personlig praksis og refleksion, og der bliver rig mulighed for både at stille spørgsmål til doshu og soryo, og for at udveksle erfaringer alle deltagerne imellem. Noget af det vi har besluttet at ændre, er at måltiderne denne gang ikke vil blive indtaget i stilhed. På dette retreat ønsker vi at fremme ret tale, og måltiderne er et godt sted at øve sig. Vi finder det også væsentligt at give masser af plads til erfaringsudveksling, retreatets tema taget i betragtning, så der er sat god tid af til dette formål.

Mød op og vær med – det bliver helt sikkert en enestående oplevelse, på den ene eller den anden måde! Du kan finde mere information om pris, tilmelding osv på www.tendai.dk (under ’næste arrangementer’).

Kaihogyo

I går havde vi, i anledning af det skønne vejr og de lyse nætter, udskiftet den sædvanlige shikan meditation til sanghamødet med en kaihogyo. Kaihogyo er en praksisform som er specifik for Tendai, og som naturligvis har rødder på Hiei bjerget i Japan. Templet er hjemsted for kaihogyo-munkene, som er munke der har forpligtet sig til en 12 årig praksis hvor hovedvægten er på lange gående meditationer, en art pilgrimsfærd, kaldet kaihogyo. Disse munke går hvad der svarer til 1-2 maraton om dagen - under omstændigheder man knap nok fatter. Prøv evt at søge på youtube efter 'Marathon Monks of Mt, Hiei'; der ligger et par gode film om dem.

Kaihogyo i Danmark er noget lidt andet ;). Først og fremmest er det en kortere tur, langt mindre strabadserende, og endnu ikke nær så grundfæstet i traditioner som den japanske - men det er stadig i bund og grund den samme praksis: en vandring som på én gang er en pilgrimsfærd, gået i taknemmelighed og ærefrygt, og en meditation. Vi vandrer fra sted til sted, chanter vores mantraer, og ærer altings sande natur. I går var det dog lidt småt med mantraerne, da vi valgte ikke at stoppe undervejs, på grund af skovenes sensommer velsignelse: myggene...

Jeg har ikke gået kaihogyo i et stykke tid, men hvor var det dejligt at genopdage denne praksisform, som tidligere afgjort har været totalt yndligspraksis!