Årstider

Jeg elsker årstidernes skiften. Det er så fin en illustration af tomhed, forgængelighed og ikke-Selv, vist på en måde så det lidt vemodige, der kan være over disse belæringer, udelukkende glimrer ved sit fravær. Om vinteren når alt står i dvale; når det hele ser dødt og livløst ud, er det som om naturen holder vejret. Om foråret, når alt grønnes, spirer og genfødes (se hvor snedigt: 'det' genfødes jo slet ikke, for 'det' har været her hele tiden!), tager naturen en dyb indånding, for så at holde vejret i ærefrygt under sommerens ødsle farveflor. Sommerens raison détre er naturligvis at bygge op til min yndlingsårstid (nej, må buddhister gerne have yndlingsårstider??? Ja, det må de gerne, og de må endda også gerne knytte sig til dem. Som buddhist har du en unik mulighed: du har lov til at skabe al den lidelse for dig selv, som du overhovedet har lyst til), efteråret. I efteråret ånder naturen ud, og velsigner os med en lang strøm af rigdom og overflod, og skønhed i overmål - og den ånder ud i den lille død, som vinteren er.

Lige nu er jeg i Italien, hvor årstiderne virkelig kan finde ud af at arte sig. Således er også efteråret hernede lige præcis som efterår skal være; som det var da jeg var barn (dengang sneen lå højt i gaderne ved juletid, og kipkalven legede frit på egnen hele sommeren...). Det er smukt, med en himmel der er så strålende blå at jeg slet ikke anede den farve fandtes, og med regn og rusk i afmålte mængder, lige tilpas til at man kan gå en lang tur i det, og krybe ind foran pejsen med en god bog, mens kinderne bliver helt røde og det prikker i fingrene. Så her sidder jeg (og læser 'Eat, sleep, sit', som kan anbefales, hvis man - som jeg - er vild med spirituelle (selv)biografier), og jeg har ingen planer om at flytte mig lige med det første ;)