Opdragelse

Jeg tænker stadig jævnligt tilbage på den spændende diskussion vi havde på sanghamødet for efterhånden ret lang tid siden - diskussionen om hvorfor det var så forfærdeligt at se folk opføre sig på måder, som man mente var til skade for andre / fællesskabet.

Det der bliver ved med at røre sig, er hele ideen om at 'opdrage' på andre. Mine børn er efterhånden blevet store, og i virkeligheden har jeg fået mere end nok af at opdrage på nogen - hvorfor er det så, at jeg stadig fra tid til anden mærker trangen til (eller måske snarere 'behovet for' - sådan føles det i hvert fald som regel i situationen) at opdrage?

Jeg har prøvet at kontemplere selve konceptet 'opdragelse', og det har været spændende og lærerigt. Jeg kan endnu ikke helt slippe opdrager-trangen, men jeg kan da lært mig selv nogen spilleregler. Før jeg kaster mig ud i at dele min uovertrufne visdom om hvordan livet bør leves, hvis man er ordentlig, så gennemgår jeg en lille, ultrakort tjek-liste, hvor jeg spørger mig selv:

1) Hvor vigtigt er det for mig, at denne person bliver overbevist om at jeg har ret; at min måde er den bedste?

2) Hvor sandsynligt er det, at jeg lykkes med min mission; at vedkommende vil komme ud som et nyt og bedre menneske?

Det har ledt til, at jeg som regel stopper ved impulsen...