tirsdag den 19. januar 2010

Ret Tale / Nem Tavshed

En ting der slår mig igen og igen er, hvor nemt det er at være helt stille, i forhold til at skulle holde Ret Tale. Tavshed er ikke specielt svært - det er jo i virkelig en ren 'ikke-ting': man lader bare være med at sige noget, så er missionen vellykket. Det er ikke spor vanskeligt.

Problemerne opstår når man vælger at gå ind i en kommunikation, men kun ønsker at tale 'ret' - altså, som nævnt i går, kun sige det som er både sandt og nyttigt. Det er til at blive helt forpustet af! Det er blevet virkelig tydeligt for mig, hvor mange valg jeg faktisk træffer i løbet af en dag (- i løbet af en enkelt, sølle lille samtale...). Hvert eneste ord er et valg, aktivt eller rent reflektorisk, og alle har de konsekvenser, som jeg skal leve med.

Jeg har talt helt usædvanligt meget i dag, fordi jeg har været ude og undervise, og det er ikke engang slut endnu. Jeg har nemlig stadig et sangha-møde til gode!

Nøj, det er fristende at snuppe den nemme løsning og bare holde mund ;)

2 kommentarer:

  1. Enig i at tavshed er nemt - faktisk alt for nemt! Der er ingen udfordring i Ret tale, hvis man slet ikke kommunikerer ;-)
    Men måske kan man også spørge således; Kan vi tale om Ret tale, hvis vi ikke siger noget? Hvad med alle de gange hvor vi skulle have sagt noget/ burde have talt? Kan talen så overhovedet være sand og nyttig?
    Er det Ret tale, hvis vi f.eks. undviger det talte, eller afviser det talte..?

    En klog teolog (K.E. Løgstrup) skrev i sit store værk "Den etiske Fordring"; at hver eneste gang vi møder et andet menneske, holder vi en del af dets liv i vores hånd. Med det mente han, at når vi taler med et andet menneske, så ligger ansvaret tungt på vore skuldre, for at efterlade dette menneske 'i god stand'! Det synes jeg godt kan sammenlignes med det vi regner med at 'få ud af det', når vi praktisere Ret tale, altså når det vi giver i samtalen er både sandt og nyttigt.

    SvarSlet
  2. Hvor kan jeg godt lide Løgstrups ide! Vi har virkelig et ansvar for hvert enkelt væsen, og for at efterlade dem i mindst ligeså pæn stand som vi fandt dem i.

    Det er en interessant overvejelse om vi kan siges at praktisere Ret Tale hvis vi undviger tale, og fx kniber os udenom, der hvor vi burde have talt - der hvor vi kunne have gjort godt med vores tale. I Tendai formuleringen af de fem forskrifter lover vi jo ikke kun at afstå fra uhensigtsmæssig adfærd, men også at hengive os til det hensigtsmæssige. Således lover vi ikke bare at 'afstå fra tyveri og bedrag', men også at være gavmilde med vores tid og penge.

    SvarSlet