onsdag den 27. januar 2010

Taknemmelighed

Den der er taknemmelig, er aldrig rigtig ulykkelig.

Ind imellem kommer jeg virkelig i tvivl, om hvorvidt min praksis for andre giver mening. Nogen gange overvælder meningsløsheden mig, når denne praksis byder på de gigantiske besværligheder som ethvert samspil mellem levende væsner indebærer, og jeg tænker på min senseis ord om, at det er langt nemmere at opnå oplysning som lægpraktiserende end som ordineret. Jeg mærker begæret efter at fokusere på den personlige praksis; efter bare at lave mine prostrationer, op og ned, efter at engagere mig fuldt i mine esoteriske øvelser, og sidde shikan, helt simpelt, uden vrøvl. Bare trække vejret og være.

Men så sker der som oftest noget der vækker mig.

I går fik jeg en email fra en elev som vækkede mig, som rørte mit hjerte, og som fik mig til at se, at det er det hele værd.

Og det går begge veje. I min aftenmeditation så jeg på den lange række af lærere som har gjort Dharmaen tilgængelig. Jeg så dem, en efter en, viderebringe disse vidunderlige belæringer om frihed og lykke – og jeg så hvor heldig jeg er, at jeg står for enden af rækken.

En lærer

En beholder

Bevægelse.

7 kommentarer:

  1. Jeg har det lige sådan. Jeg har også lyst til min personlige praksis. Begær efter at den skal fylde mest. Trang til at jeg skal udvikle mig gennem den. Sidde på puden, gå en meditation, gå ind i mit rum, lukke døren efter mig og være med Amida Buddha. Jeg tænker at jeg kan være mest for andre hvis jeg har alenetid.

    Så kommer der en mail, en besked, en sms fra en der er begejstret, glad, taknemmelig, frustreret, nysgerrig, en der beder om min hjælp og jeg husker hvorfor jeg gør det og hvorfor jeg ikke bare skal lukke mig inde bag den dør, men åbne den for alle der ønsker det og dele hele mig og min praksis og hele den dharma jeg elsker. Og jeg bliver taknemmelig.

    Og ikke mindst taknemmelig for de som har overleveret den. Uden dem var jeg stadig igang med at pille i min navle og tro at alle andre gjorde det samme. Uden din kærlighed til dharmaen var jeg stadig fortabt.

    SvarSlet
  2. Mens I hold jul, lukkede jeg døren efter mig og var i ensomhed og tavshed i nogle dage. Uanset hvor meget jeg kigger på det, kan jeg ikke se, at jeg var alene, at jeg praktiserede for mig selv: jeg blev hentet i busstopstedet, fik mad og sengetøj og blev kørt hen til huset, som jeg lånte (ikke lejede).
    Jeg sad og tænkte på, hvordan og hvornår vil jeg give tilbage, hvad jeg har fået og får.
    Og så kommer jeg tilbage til "verden" til en død bedstemor og en knyst mor, som ikke kunne være ved hendes side de sidste øjeblikke.
    Det, jeg giver mor har sine rodder i tavsheden og ensomheden og hvis ikke jeg havde "udviklet mig selv" ville jeg har løbt min vej.
    Bare en blik ind i Indras net og vi ser at vi kan umuligt være alene, at vi kan umuligt praktisere alene for os selv.

    SvarSlet
  3. Jeg føler mig heller ikke alene når jeg praktiserer for mig selv hver dag. Jeg føler jeg gør det for andre og med alle andre. Men det kan, for mig, nemt bliv den formelle praksis hvor jeg har lyst til at lægge de fleste af mine kræfter og så bliver jeg lidt for navlebeskuende og så er der ikke balance i det for mig. Så sætter jeg pris på at andre rykker mig ud af det og minder mig om hvad der er mindst lige så vigtigt.

    SvarSlet
  4. Jeg er helt enig i at det er i stilheden og simpelheden man finder det, man kan give videre - det der sker lige nu er bare at jeg mærker ulyst til overhovedet at give det videre... Jeg mærker at jeg begynder at skelne mellem 'mig' og 'dem', og at 'jeg' ikke gider 'dem'. Måske er det så enkelt at jeg bare trænger til mere af stilheden og simpelheden? Nogen gange bliver det så svært at prioritere og skille skæg fra snot når jeg begiver sig ud i den rodekasse som er verden - så ender jeg med at kaste værdifuld indsats på gold grund (tror godt I begge ved hvor jeg mener!) - altså et sted hvor den 'bare' bliver liggende, uden at spire, blomstre og mangfoldiggøres...

    SvarSlet
  5. Markusevanggeliet kapitel 4, vers 3-9:
    »Hør her! En sædemand gik ud for at så. v4 Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. v5 Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; v6 og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. v7 Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. v8 Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« v9 Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«

    Jeg ved hvad du taler om, og jeg tænker: Hold fokus der, hvor det du giver, har en mulighed for at spire, og dyrk det til glæde for dig selv og de mange der siden kommer til at få glæde af afkastet - og af din glæde ved det!
    Først når der er så stort overskud i kornkammeret at det flyder over i store strømme af sig selv, skal du kaste det i grams - men stadig ikke mere end det giver mening.

    Kæmpestort vamrt kram til verdens dejligste sensei, hvis engagement er svært at leve op til, og som derfor altid giver mig en skøn påmindelse om taknemmelighed!! :-D

    SvarSlet
  6. Det er så svært at sige, hvad man skal gøre! For så snart man siger det, skal man sige det omvend.
    Sinichi Hisamatsu, zenmester og filosof, kloge mand som skabte FAS Society og udviklede en praskis, så praktikanter kunne tjekke hinanden uden at have en lærer, satte alle koaner i ene:
    Whatever you do will not do. What do you do?

    Nogle gange skal du blomstre. Andre gange skal du tørre ud. Nogle gange skal du give. Andre gange skal du lad være. Grotten, tavsheden, isolationen, det at ikke give, er også en måde at give: gem dig på toppen af bjerget, så dine elever skriger efter dig, finder ud, hvor meget de trænger til dig, hvor mange ting de skal spørge, hvor meget støtte de skal have... og giv dem ikke det, tag det fra dem, så de bliver nødt til at se sig i spejlet, lige som Ananda blev alene efter Buddhanes død og alligevel nåede han at vogne op, lige da han lige ved at ligge ned.

    Vi ved intet er for evig. Vi ved du kommer tilbage.

    Men, whatever you do...

    Gassho

    SvarSlet
  7. Tak! Nu tror jeg, at jeg ved hvad jeg skal gøre... Whatever you do will not do. What do you do? Det giver mening, og det giver ro.

    SvarSlet