Endnu et bog-relateret indlæg...

Jeg har haft den store glæde at arbejde med oversættelsen af to gamle tekster, som jeg hver især sætter meget stor pris på: Dhammapada og Bodhicaryavatara. Som udgangspunkt har jeg anvendt Kåre A. Lies gode norske oversættelser af de gamle pali og sanskrit tekster.

Dhammapada er en versesamling som beskriver den buddhistiske lære: ’dhamma’ er – blandt andet – Buddhaens lære, og ’pada’ betyder egentlig ’fod’; i denne sammenhæng ’versefod’. Værket er en del af Theravada skolens skriftlige grundlag, Pali Kanon. Den hører til i undersektionen Suttapitaka, hvor den kategoriseres som tilhørende Khuddaka Nikaya; samlingen af mindre tekster. Det er da heller ikke noget omfangsrigt værk, men ikke desto mindre giver den en vældig god introduktion til grundlæggende buddhistisk filosofi og etik.

Dhammapada er formentlig et samleværk. Mere end halvdelen af Dhammapada versene optræder også i andre sammenhænge, og visse steder, for eksempel i ’Elefant-kapitlet’, optræder vers som ikke umiddelbart synes at have den store sammenhæng med resten af værket.

Der findes indtil flere engelske oversættelser af Dhammapada, og jeg har da også brugt et udvalg af dem som referenceværker i forbindelse med udarbejdelsen af min danske oversættelse, men ingen af dem er så smukke, og samtidig så præcise, som Kåres. Ydermere byder Kåres norske version på virkelig gode kommentarer, hvor den traditionelle kommentar, Dhammapadaatthaka, inddrages, og hvor Kåre trækker på sit indgående kendskab til de finurligheder der findes i det buddhistiske sprog, pali.

Når man læser teksten er det vigtigt at huske på, at den – som alle tekster – skriver sig ind i en historisk sammenhæng. På Buddhaens tid havde kvinder generelt en ret lav status i samfundet, ikke mindst i det religiøse fællesskab. Buddhaen var også noget tøvende, da han først blev opfordret til at lade kvinder ordinere og indtræde i sanghaen. Det var ikke fordi han mente at kvinders spirituelle potentiale var mindre end mændenes; han udtalte eksplicit at der ikke var nogen forskel, men fordi han frygtede det omgivende samfunds reaktion. Samfundets, og sandelig også dele af munkesamfundets, generelle holdning til kvinder som religiøst søgende kan desværre også aflæses visse steder i Dhammapada, hvor der konsekvent tales om ’ham’ i forbindelse med den spirituelle vandrer. Da er det vigtigt at have denne ordveksling i baghovedet:

Ananda: ”Er kvinder i stand til, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, at blive en (...) arahant?”

Gotama Buddha: ”Ja, kvinder kan, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, blive en (...) arahant.” (Cullavagga X.1).

Viggo Fausbøll lavede en dansk oversættelse allerede i 1855, men hvor selvmodsigende det end kan lyde, når vi taler om en årtusinder gammel tekst, er denne faktisk en smule forældet. Det er ikke på grund af grundteksten, de oprindelige pali versioner af Dhammapada, men på grund af den voksende forståelse i Vesten for de oprindelige buddhistiske tekster. I begyndelsen blev de buddhistiske tekster i høj grad læst med ’kristne briller’, så at sige. Enhver kan jo kun læse med de øjne man har, og min oversættelse er naturligvis også præget af den forståelse jeg har. Alligevel er der sket meget på de godt 150 år der er gået siden Fausbølls oversættelse blev udarbejdet, og jeg synes det er på sin plads med en ny dansk oversættelse.

Bodhicaryavatara er skrevet af munken Shantideva. Shantideva er en helt central skikkelse i Mahayana buddhismen – også selvom ingen rigtig ved hvem han var! Han har vundet sin berømmelse gennem de værker han har efterladt, først og fremmest Bodhicaryavatara. Vi ved at han var en af to munke der levede i Indien, i henholdsvis det 6. og det 8. århundrede, at han studerede på Nalanda Universitetet, og at han tilhørte Madhyamika skolen, som han da også står som talsmand for i dette værk.

Bodhicaryavatara, eller ”Vejen til det vågne liv”, er et langt digt, som i ti kapitler beskriver bodhisattvaens vej til oplysning. Bodhisattavens vej starter med bodhicitta: det sind der søger opvågnen for alle levende væsners skyld, og ender med fuldkommen frihed for alle. Det er også den vej vi henviser til, når vi aflægger de fire bodhisattvaløfter:

Levende væsner er utallige; jeg lover at frelse dem.

Vores begær er ubegrænsede; jeg lover at overvinde dem.

Belæringerne er uudtømmelige; jeg lover at mestre dem.

Vejen er uovertruffen; jeg lover at følge den.

I sin oprindelige form er værket skrevet på omhyggelige versefødder, og det kan stadig tydeligt ses i den norske version, som er både smuk og poetisk. Den norske oversættelse er lavet af Kåre A. Lie og hans datter, Tone Gleditsch Stabell. Kåre har mere end 30 års erfaring med oversættelse, blandt andet af buddhistiske tekster. Han oversætter indenfor mange forskellige fagområder, og fra en lang række sprog, som også omfatter både pali og sanskrit; de to ’buddhistiske sprog’. Tone er digter, og det mærkes tydeligt i tekstens skønhed. Desværre har jeg ikke fundet det muligt at bevare disse versefødder i min danske oversættelse. Jeg stod overfor valget mellem en poetisk eller en korrekt oversættelse, og valgte at undgå at kompromittere teksten.

Udover den norske oversættelse har jeg også skævet til et udvalg af de mange engelske oversættelser der er lavet, for eksempel dem der er lavet af Skilton & Crosby, Stephen Batchelor, Alexander Berzin, Padmakara Translation Group, og den udgave der er tilgængelig på www. shantideva.net, som er gennemgået og godkendt af Chan Ssu Lun, Stephen Batchelor, og Dzogchen og Pureland lærere.

Det gælder for disse som for mine andre bøger: glæden ved arbejdet med dem er min - kan andre finde glæde ved læsningen, er det blot et ekstra gode. Jeg videregiver al fortjeneste der stammer fra arbejdet til alle levende væsner.