torsdag den 20. oktober 2011

Lotus Sutraens første del

Jeg holder meget af Lotus Sutraen. Det gør jeg, til trods for at den ind imellem kan være en lidt vanskelig sutra… Den er i lige så høj grad et politisk manifest, som den er en buddhistisk vejledning – men det står os jo heldigvis frit for at frasortere politikken, og nøjes med vejledningerne! Og netop ved at gøre det, benytter vi os af det, som hele den første del af sutraen handler om: hensigtsmæssige midler J.

Bodhisattvaens kendetegn er Karuna, Prajna og Upaya. Karuna er medfølelse, Prajna er den højeste visdom: indsigten i Shunyata, mens Upaya er et ord, der oftest oversættes som Hensigtsmæssige Midler. Det peger på en erkendelse af, at den ultimative sandhed ikke kan udtrykkes i ord, og at man derfor nogen gange er nødt til at gå omveje – måske endda så kringlede omveje, at det involverer en kompromittering af ens idealer eller løfter.

Upaya, Karuna og Prajna er tæt sammenknyttet. Man kan sige at Upaya er det aktive aspekt af Prajna, der så manifesteres som Karuna – og det er netop Karuna, medfølelse, der er det springende punkt. Hvis ikke intentionen bag Upaya er medfølelse, så er det ikke Upaya; så er det bare omveje (eller det der er værre).

Konceptet illustreres med talrige lignelser. En er lignelsen om det brændende hus: en far har en masse sønner, som han elsker meget højt, men som desværre er fanget i et brændende hus. Han må erkende at han ikke kan bære dem ud; døren er for smal, så de er nødt til selv at gå vejen. Lige gyldigt hvor meget han prøver at argumentere med dem, nægter de at gå ud af huset, fordi de er fuldkommen opslugt af deres legetøj. Til sidst kommer han op med et hensigtsmæssigt middel: han lokker dem ud, ved at love dem endnu bedre legetøj udenfor huset, og stor er glæden for både far og sønner da de kommer ud af det brændende hus, og ser at det de i virkeligheden fik, var langt bedre end det faderen havde lokket med.

En anden lignelse er den med den fortabte søn (sønnerne fylder meget i lignelserne, men det lader vi ligge for nu…). Det er en historie om en fattig søn som forlader sit hjem, og vandrer omkring i mange år. Hans far leder vidt og bredt efter ham, men slår sig til sidst til ro, og samler sig en mægtig formue. En dag kommer der en fattig mand til hans hjem og beder om arbejde. Den rige mand genkender straks den fattige vandrer som sin søn, men da sønnen tydeligvis bliver forskrækket over den rige mands interesse, vælger faderen i stedet blot at ansætte den fattige mand; sønnen. Efter flere års ansættelse er den fattige mand efterhånden blevet trænet og uddannet, og er ikke længere den simple eksistens som oprindeligt kom til det fornemme hus, og da den ældre, rige mand nærmer sig sin død, afslører han for sin søn hvem de hver især er; hvorledes de er beslægtede, og at den mægtige formue (som sønnen nidkært har passet, og endda ladet yngle gennem årene) i virkeligheden er hans. Tanken er her, at den fattige mand får det han end ikke havde drømt om; hele formuen – fordi han under det simple ydre bar potentielle kvaliteter der gjorde ham fortjent til det.

Ideen med disse lignelser er naturligvis at illustrere hvorledes Buddhaen brugte hensigtsmæssige midler da han fremlagde sutraerne; hvordan han tilpassede sin undervisning efter tilhørernes kapacitet. Dette forklarer således også hvorfor datidens nye tekster (Mahayana sutraerne), bør anses som Buddhaens ægte lære – også selvom de stakkels indskrænkede sravakaer (Buddhaens historiske disciple) sagde noget andet. Store dele af sutraens første ni kapitler handler om disse dumme sravakaer, som ikke har forstået et suk af Buddhaens belæringer, men som alligevel, på grund af Buddhaens uendelige velvilje, vil opnå fuldkommen buddhatilstand, staks de tager Mahayana til sig…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar