Åndedrætsmeditation mod distraktion

Åndedrætsmeditationen er en meditation som sigter mod indsigt i det rene sind, uden forhindringer og distraktioner.

Nogen mennesker er præget af en altgennemtrængende, altomfattende visdom, og har naturlige anlæg for ren væren. De er rummelige, og værdsætter enkelhed. De har enten nemt ved at holde fokus på én ting, eller også har de i hvert fald indset, at det at kunne holde fokus er vigtigt. De drives ofte af et ønske om at gøre ikke-noget, og er gode til at acceptere de ting der er, om de så er tilfredsstillende eller mindre tilfredsstillende.

Det lyder jo alt sammen vældig godt – og det er det også (!) – men der følger almindeligvis en række problemer med. Det for eksempel være sløvhed eller ligegyldighed; accept vendt på hovedet. De er tit mestre i fortrængning og benægtelse. Det er nemlig to vældig gode redskaber til at skabe en (falsk) ro om sig. Meget ofte vender vi os fra vores udfordringer, når de bliver for store. Hvis vi i stedet kan vende os mod dem, kan der ligge stor frihed i det, og ’belønningen’ kan være at vores usikkerhed forsvinder, og vi får fornyet handlekraft. Når vi vender os væk fra vores udfordringer, kommer vi til at frygte andres indtrængen, ganske enkelt fordi vi ikke gider verden og dens rod – vores lille salighedsbobbel er langt sjovere. Derfor er den mest anvendte forsvarsmetode for denne personlighedstype da også at de lukker af og oversimplificerer.

Hvis du har lyst til at gøre op dette kompleks, og trække på dets positive kvaliteter, kan du se på disse træk i dig selv. Du kan mærke hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan du nogen gange trækker dig ind i dig selv når verden bliver skræmmende og overvældende. Prøv i stedet at rumme din frygt og dit ubehag, så dit sind kan udvides, og du igen kan få øje på altings skønne natur – så du kan hvile i væren, uden at føle behov for beskyttelse. Livet er finest når det bare er – ikke når det er så enkelt som du ønsker det. Perfekt er ikke nødvendigvis komfortabelt!

Den klassiske meditation på åndedrættet tillader dig at dyrke de styrker der ligger under problemerne, og trække dem frem i lyset.

Fem personlighedstyper

Ud fra kendskabet til de fem klassiske meditationer, og til de ’gifte’ de skal forvandle til ’god medicin’, kan man måske, lidt groft, og hele tiden med klar viden om, at alt er under konstant forandring, udskille fem personlighedstyper, som er præget af dels disse problemer, dels af deres positive træk. Der er nemlig altid en brugbar side af de følelser vi ellers kender som uhensigtsmæssige, og det er den vi prøver at trække frem gennem de fem klassiske meditationer.

Alle mennesker kender formentlig til de problemer, der skabes når giftene får lov at forblive gifte. Alle kender til distraktion, falsk selvopfattelse, uvidenhed, begær og vrede. Alle oplever disse fænomener fra tid til anden, men typisk vil man opleve en eller to af dem oftere end de andre. Derfor er der ikke nogen af de fem klassiske meditationer som er overflødige. Det er ikke sådan at man kan sige at man ALDRIG oplever det ene eller det andet problemkompleks – alle kommer til at opleve distraktion, falsk selvopfattelse, uvidenhed, begær og vrede, men som sagt vil nogen opleve visse af dem oftere end andre. Jo tydeligere billedet er, jo nemmere at det at finde ud af hvor man skal starte!

Meditationerne virker dels som modgifte mod specifikke problemer, dels som næring til disse problemers værdifulde aspekter.

Hvis man fx let bliver distraheret, ikke kan holde fokus og måske bliver lidt sløv, er man samtidig almindeligvis vældig god til at kunne holde ud at gøre ’ikke-noget’ – til at kunne acceptere tingenes tilstand. Åndedrætsmeditation trækker det bedste frem i en.

Hvis stolthed og falsk selvopfattelse er ens typiske problem, så bunder det faktisk tit i en evne til at glæde sig; til at værdsætte alt hvad der er - og man er god til at se muligheder. Her kan indsigt i, hvad et menneske egentlig ER, nemlig en konstant foranderlig sammensætning af de fem elementer, være en hjælp til at få et sandere selvbillede, så man kan bruge sin glæde friere.

Er man grundlæggende uvidende, og ikke kan gennemskue (eller kommer til at glemme) hvordan alting opstår og forgår på grund af årsager og omstændigheder, er prisen tit at man bliver et manisk travlt konkurrencemenneske, som skal kontrollere alt. Til gengæld kan man som regel nyde godt af at være handlekraftig, og at være åben, tydelig og direkte i sin omgang med andre. Meditation på årsagssammenhænge, som fx den 12-lænkede kæde, kan hjælpe en til at gennemskue tingene, og give slip.

Begær og tilknytning bærer samtidig muligheden for en stærk, medfølende hengivenhed – og er man meget begærlig, er man så sandelig også i stand til at skelne godt fra skidt. Meditation på død og forgængelighed gør det klart, at der til syvende og sidst ikke er noget der er værd at begære.

Og endelig; hvis man er præget af vrede, vil man samtidig typisk have en stærk retfærdighedssans, og en klar analyseevne. Metta opløser vreden, og udvikler i stedet medfølelse.

Når man arbejder med de forskellige hindringer, skal man huske at det kræver mod og åbenhed. Man skal turde at åbne sig fuldkommen for den energi der er i hindringen, uanset hvor farligt det måtte føles. Mange af disse energier er nogle som vi eller andre har dømt ’uønskede’, men for at kunne forvandle dem skal vi først lære dem helt at kende. Så bed alle indre stemmer klappe i, og overgiv dig til det på godt og ondt.

Bemærk også at du IKKE skal kæmpe mod forhindringerne. Hvis man fx kæmper mod begær – vil ikke begære – skaber man et nyt begær. Se i stedet sandheden om begær, så forsvinder det, helt af sig selv, uden kamp.

De fem klassiske meditationer

Der findes fem typer af problemer, som præger os alle i større eller mindre grad, og fem meditationer, der afhjælper disse problemer. Vi har arbejdet en del med disse meditationer i sanghaen, både på retreats og under vores sanghaaftner.

Som regel er den første hindring vi kigger på distraktion. Hvis man ikke kan samle sig om en opgave, hvordan skal man så kunne koncentrere sig længe nok til at få fuld indsigt i sindets sande natur? For at skabe koncentration, kan man lave en helt klassisk åndedrætsmeditation.

Derefter ser vi typisk på selvbedrag eller falsk selvopfattelse. Selvom vi måske ved bedre, rent intellektuelt, har vi ofte en subtil tro på en eller anden form for kerne eller evighed i os. En meditation som kan hjælpe til at fjerne denne forkerte ide, er meditation på de fem elementer. Man ser på de fem elementer et menneske er sammensat af, og ser hvorledes der ikke er nogen af dem der kan kaldes ’mig’ eller ’mit’. Falsk selvopfattelse er en form for uvidenhed, som bygger på en helt grundlæggende tåbelighed: en opfattelse som går imod alt hvad vi oplever.

Spirituel uvidenhed er en af de fem hindringer, fordi den danner grobund for begær, vrede og lidelse, og også for den stadige skabelse af karma. Den tolv-lænkede kæde beskriver hvordan vi skaber enten lidelse eller frihed fra lidelse, når vi baserer os på henholdsvis uvidenhed og indsigt. Kæden viser hvordan intet opstår ud af det blå; der ligger årsager og omstændigheder bag alt, og ændrer vi årsagerne, vil resultatet blive et andet. Hvis det overhovedet giver mening at tale om en kerne i buddhismen, en slags ’grunddoktrin’, må det være ideen om afhængig oprindelse, bl.a. som den præsenteres i den tolv-lænkede kæde, og meditation på denne doktrin vil hjælpe til at indse hvordan lidelse er et aktivt valg; noget vi selv skal gøre os umage med at skabe.

Dernæst taler vi om begær. Begær er roden til al vores smerte og den overvældende grundlæggende utilfredshed der altid ligger på lur, selv under den største glædesrus. Begær binder os i livets cyklus, hvad enten vi foretrækker at se det som en cyklus der spænder over flere liv, eller vi ser det som en proces der konstant udfoldes, fra det ene øjeblik til det andet. Man kan også sige, at hvis det er uvidenhed der holder os i livets og dødens cyklus, så er det begær der smeder de lænker der binder os. En hjælp til at overvinde begær er virkelig at se, at erkende alle tings forgængelighed. Når det bliver tydeligt at alt hvad der opstår også vil forandres og forgå, mister begæret sin kraft. Den klassiske meditation til at skabe grundlag for indsigt i forgængelighed er meditation på død.

Den sidste forhindring er vrede. Vrede er en forhindring som tager mange former. Den nemmest genkendelige er selvfølgelig det tydelige raseri, men ligeså skadelige former for vrede kan være sværere at få øje på: selvhad, uforsonlighed, den passive, selvretfærdige aggression, eller retfærdig harme. Vrede skaber tumult og oprør i sindet, og når man er prisgivet sin egen vrede, kan man på ingen måde tale om egentlig frihed. Modgiften mod vrede er metta: meditation på kærlig venlighed.

De fem meditationer er ikke en fremadskridende proces: distraktion – tjek, falsk selvopfattelse – tjek. Alle fem forhindringer findes typisk i os, enten manifesteret eller latent, igennem længere tid (i princippet indtil vores oplysning). Derfor arbejder man ikke med én af dem til man er færdig – det er en dynamisk proces, hvor man bruger den tid der skal til for at lære meditationerne godt at kende, og derefter bruger dem, når man opdager at der er grund til det..

Taknemmelighed IV

Jeg er så taknemmelig for min mor. I de traditionelle metta meditationer starter man ofte med sin mor, fordi det er en god ide at starte med det nemmeste. Ens mor er nem at føle kærlighed overfor, for hun er den der har givet en livet, og har næret og beskyttet en.

Jeg er også meget taknemmelig fordi min mor hver gang, uden undtagelse, rejser sig når sygdom eller sorg truer med at tynge hende til jorden. Hun er som et smidigt træ der bøjer sig for vinden, men ikke knækker, eller som den tumlingedukke min lillebror holdt så meget af da han var lille: en skriggul plasticdukke (det var i 70’erne: alt var plastic i voldsomme farver, og drenge skulle pinedød lege med dukker. Han fik først et legetøjsgevær da min mor blev træt af at se ham skyde på alt der bevægede sig med sin træpind, og bøjede sig for hans krigeriske natur). Hans dukke var kuglerund: en lille kugle, ansigtet, ovenpå en stor kugle, kroppen. Den var tung i bunden, så når min bror slog den omkuld, rejste den sig straks, og vippede – nogen gange uroligt (når han blev alt for ihærdig i sin leg), og andre gange blidt. Men hver gang fandt den tilbage til sit eget tyngdepunkt: den kunne ikke væltes. Sådan er min mor, og det er jeg meget taknemmelig for.

En undskyldning

Jeg vil gerne have lov at sende en undskyldning til jer som kom til Slagslunde i går aftes for at deltage i sanghamødet. I kom nemlig til en lukket dør – eller rettere; I kom til en åben dør, men en tom hondo. Det er jeg virkelig ked af. Jeg blev opholdt i lufthavnen, fordi min søn var forsvundet på sin tur fra Long Beach i Californien til Kastrup – og ingen kunne hjælpe os med at finde ud af hvor han var. Heldigvis dukkede han op til sidst, men det var efter fire hårde timer, hvor jeg fik lejlighed til at blive konfronteret med både tilknytning, begær og lidelse.

Normalt burde det ikke kunne ske at folk kommer til et arrangement uden at der er en til at tage sig af dem, eller i det mindste til at beklage og forklare aflysningen. Det er blandt andet for at undgå noget sådant at vi helst er flere om at lede en gruppe, men desværre svigtede vores system i går. Jeg er rigtig ked af, at det skulle gå ud over jer, og håber at I alligevel har mod på at dukke op næste tirsdag (hvor vi i øvrigt afholder ekstraordinær generalforsamling efter meditationen – og afrunder arbejdet med de fem klassiske meditationer).

Min praksis

Min praksis udvikler sig konstant. Nogen gange er den meget omfattende; andre gange er den knap så omfattende. Det der vigtigt for mig, er at den altid er der – at den er mit liv.

Det har den selvfølgelig ikke altid været. Da jeg først mødte buddhismen, skulle jeg tage tilløb i årevis, før jeg besluttede at integrere den i mit liv. Selv da beslutningen var truffet, gik der tid før jeg havde fået indarbejdet en daglig praksis så godt, at det blev en helt naturlig del af mit liv.

Lige nu er min praksis meget levende, og ret omfattende. Jeg har afsat fem timer hver dag til arbejds-praksis: forskellige former for arbejde for sanghaen, for eksempel i form af rengøring af hondoen og de tilhørende lokaler, planlægning af aktiviteter, skrivning, oversættelser, og det jeg nok i virkeligheden holder allermest af: det såkaldte pastorale ansvar – samtaler med andre praktiserende, hvor jeg, efter bedste evne, støtter dem i deres praksis, og til gengæld modtager en konstant strøm af inspiration.

Selve min personlige praksis fylder også en del. For nogen tid siden skrev min sensei om muslimernes tradition med fem daglige bønner, og kort efter det deltog jeg i en interreligiøs debat, hvor den muslimske deltager talte så smukt og rørende om det han kaldte ’sine fem daglige møder med Gud’. Nu har jeg jo ikke lige nogen Gud jeg har brug for møder med, men jeg nyder i høj grad at sætte tid af til møder med min Buddhanatur; mit eget potentiale for Buddhaens oplysning. Så det gør jeg. Fem gange hver dag lader jeg mig selv træde ind i det hellige rum, jeg skaber med min egen hengivenhed overfor dette fantastiske potentiale, for denne vidunderlige mulighed.

Om morgenen nyder jeg at starte dagen med at chante Hjerte Sutraen. Den giver mig en god start, og minder mig om, at ting sker, som de sker. Den minder mig om, at de gode ting der sker, er ligeså forgængelig som de ting jeg opfatter som dårlige – og at jeg skaber smerte og uro for mig selv, hvis jeg knytter mig til nogen af dem, og forestiller mig at de er evige, eller at jeg skal kunne kontrollere dem. I løbet af formiddagen sætter jeg tid af til en længere praksis-periode, hvor jeg typisk laver Juhachido (en herlig esoterisk ceremoni), Shodo (kalligrafering), eller sidder Shikan (en kombination af beroligende meditation og indsigtsmeditation). Ved middagstid går jeg en tur, hvor jeg chanter Vajrasattva mantraet, og også gerne forsøger at indfange Buddhanaturens mange manifestationer gennem en kameralinse. Når dagen går på hæld sætter jeg mig for mig selv og chanter Fudo Myo-o’s mantra, dels for at minde mig selv om den sande medfølelses aktive aspekt, dels for at sikre mig at eventuelle frustrationer fra dagens dont ikke bæres med over i familiens tid om aftenen. Det sidste jeg gør, inden jeg sover, er at chante dharanis, og sende metta til alle levende væsner.

Sådan ser det ud lige nu – lige om lidt er det anderledes ;)

Taknemmelighed III

Min svigerfar er noget helt særligt. Hele min familie er vidunderlig, men lige nu er det svigerfar der fylder mest. Jeg ser ham hver dag, bortset fra de sjældne tilfælde hvor han nupper sig en halv fridag (det er typisk for at komme til læge eller tandlæge, eller fordi han skal hjælpe sine andre børn og svigerbørn – aldrig fordi han skal sove længe, eller på andre måder tage sig tid til at nyde sit ellers velfortjente otium). Svigerfar hjælper os nemlig med at give vores dejlige hjem en ganske omfattende overhaling; der skal bygges om, repareres, males, anlægges ny indkørsel og graves slanger ned til jordvarme – og svigerfar klarer det hele. Og ind imellem, når solen skinner og han er tilfreds med det arbejde han har udført, så mødes vi ude i gården til en kold øl og lidt syndefuld hygge… Jeg håber at svigerfar kan blive i mit liv mange år endnu. Sikkert er det, at han har sat sit fingeraftryk og efterladt sig mange minder herude.