Jeg er så taknemmelig for min mor. I de traditionelle metta meditationer starter man ofte med sin mor, fordi det er en god ide at starte med det nemmeste. Ens mor er nem at føle kærlighed overfor, for hun er den der har givet en livet, og har næret og beskyttet en.
Jeg er også meget taknemmelig fordi min mor hver gang, uden undtagelse, rejser sig når sygdom eller sorg truer med at tynge hende til jorden. Hun er som et smidigt træ der bøjer sig for vinden, men ikke knækker, eller som den tumlingedukke min lillebror holdt så meget af da han var lille: en skriggul plasticdukke (det var i 70’erne: alt var plastic i voldsomme farver, og drenge skulle pinedød lege med dukker. Han fik først et legetøjsgevær da min mor blev træt af at se ham skyde på alt der bevægede sig med sin træpind, og bøjede sig for hans krigeriske natur). Hans dukke var kuglerund: en lille kugle, ansigtet, ovenpå en stor kugle, kroppen. Den var tung i bunden, så når min bror slog den omkuld, rejste den sig straks, og vippede – nogen gange uroligt (når han blev alt for ihærdig i sin leg), og andre gange blidt. Men hver gang fandt den tilbage til sit eget tyngdepunkt: den kunne ikke væltes. Sådan er min mor, og det er jeg meget taknemmelig for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar