Læsekreds torsdag d. 2/5 kl. 19

I morgen aften er der læsekreds i Tendai eSangha. Vi mødes i vores virtuelle tempel, inde i stuen. Tag gerne en kop te eller kaffe med, og måske også et lille stykke kage, og kom ind og bidrag til diskussionen.

Læsekredsen er ikke tænkt som en række foredrag om buddhistiske tekster. Den skal være et frit forum hvor vi kan udveksle bog-ideer, læse traditionelle tekster i fællesskab, diskutere forskellige oversættelser og så videre.

Til vores første møde har jeg tænkt mig at vi skal tale om vores yndlingsbøger. Det er altid spændende at høre hvilke bøger andre holder af, får ny inspiration, og måske også få øjnene op for en bog eller forfatter som man tidligere havde afvist.

Hvis du kun kunne læse ti buddhistiske bøger, hvilke skulle det så være? Hvad hvis du skulle begrænse sig til tre?

Du finder læsekredsen i stuens forum, under ’de bedste bøger’.

eSangha

Igennem de sidste 13 år har jeg regelmæssigt afholdt sanghamøder. I perioder har der været to eller tre møder om ugen, andre gange har der kun været et enkelt møde hver anden uge. Når jeg ser tilbage, tænker jeg at det har været godt anvendt tid. Jeg har lært en masse, og det er der forhåbentlig også andre der har. Vi har haft hyggelige stunder, grint en masse, mødt udfordringer af alle slags, og vi har haft et stærkt fællesskab der har båret os igennem det hele.

Det sidste års tid har jeg imidlertid ofte følt at det pres disse møder lagde på resten af mit liv – blandt andet mit familieliv – har været tungt. Jeg har nok, op igennem årene, forestillet mig, at det ville blive nemmere med tiden, men det er altså ikke sket. En del af forklaringen kan givetvis findes i at mit liv er et meget omskifteligt, lidt rodet liv. Jeg elsker at livet er omtumlet, men det gør det svært at opbygge faste vaner, i hvert fald af den slags som kræver andres deltagelse.

For nylig besluttede jeg så, til dels fordi mit privatliv igen tog en ny, spændende drejning, at stoppe tirsdagsmøderne i Lotus Sanghaen. Det var ikke nogen nem beslutning, men da først tanken var tænkt, var jeg faktisk ikke i tvivl om at det var det rigtige at gøre.

Der vil naturligvis stadig være Tendai-møder i København, Odense, Randers (om end Randers-møderne nok også står foran en forandring) og Ålborg, og der vil også stadig være mindst to årlige retreats i Slagslunde.

Jeg kan selvfølgelig ikke undvære min sangha! Uden en sangha vil jeg alt for nemt falde i den velkendte fælde, hvor ens praksis i stadigt stigende grad bliver brugt til at bekræfte én i, hvor fortræffelig man er, helt indtil det punkt hvor beslutter at droppe alle former for spirituel praksis overhovedet, da man jo tydeligvis allerede er, om ikke i mål, så i hvert fald så godt på vej at yderligere anstrengelser er nyttesløse ;).

Derfor starter vi en Tendai eSangha; et virtuelt fællesskab, hvor der vil være fællesmeditationer, sanghamøder, læsekredse og studiegrupper – fuldkommen som i vores almindelige sangha. eSanghaen får også et tempel, om end det bliver et virtuelt et af slagsen. Hvis du har lyst til at besøge os, kan du kigge ind i vores hondo, bibliotek eller stue (hvor der altid er mulighed for en hyggelig, uformel snak) på www.tendai.dk/e-sangha.

Opdragelse

Jeg tænker stadig jævnligt tilbage på den spændende diskussion vi havde på sanghamødet for efterhånden ret lang tid siden - diskussionen om hvorfor det var så forfærdeligt at se folk opføre sig på måder, som man mente var til skade for andre / fællesskabet.

Det der bliver ved med at røre sig, er hele ideen om at 'opdrage' på andre. Mine børn er efterhånden blevet store, og i virkeligheden har jeg fået mere end nok af at opdrage på nogen - hvorfor er det så, at jeg stadig fra tid til anden mærker trangen til (eller måske snarere 'behovet for' - sådan føles det i hvert fald som regel i situationen) at opdrage?

Jeg har prøvet at kontemplere selve konceptet 'opdragelse', og det har været spændende og lærerigt. Jeg kan endnu ikke helt slippe opdrager-trangen, men jeg kan da lært mig selv nogen spilleregler. Før jeg kaster mig ud i at dele min uovertrufne visdom om hvordan livet bør leves, hvis man er ordentlig, så gennemgår jeg en lille, ultrakort tjek-liste, hvor jeg spørger mig selv:

1) Hvor vigtigt er det for mig, at denne person bliver overbevist om at jeg har ret; at min måde er den bedste?

2) Hvor sandsynligt er det, at jeg lykkes med min mission; at vedkommende vil komme ud som et nyt og bedre menneske?

Det har ledt til, at jeg som regel stopper ved impulsen...

Forandring, kontrol og glæde

Livet er i konstant forandring. I skrivende stund er mit liv ved at ændre sig på den meget iøjnefaldende måde – min svigerdatter er ved at føde mit første barnebarn, og lige om lidt er jeg nogens farmor.

Det er ubegribeligt stort. Jeg har hørt at børnebørn er livets dessert. Jeg ved ikke helt – måske er det snarere belønningen for at jeg undlod at æde mine egne unger i sin tid J. Sikkert er det, at jeg glæder mig!

Med dette nye menneskes ankomst, åbnes der helt nye muligheder for begær. Nu kan jeg begynde at ønske at spunken (forhåbentlig får hun snart et rigtigt navn…) må få et dejligt liv; at hun må leve trygt og lykkeligt, og at hun aldrig finder på at komme for sent hjem / blive ked af det / komme til skade / … / …

Men hov. Buddhister må da ikke føle begær, vel? At invitere begærets hornede skikkelse indenfor i sit liv er da den direkte vej til at blive en virkelig dårlig buddhist, og det er der jo ingen der ønsker. Gode buddhister arbejder med at begrænse deres begær – i hvert fald de af begærene som man, efter moden overvejelse, bedømmer som forkerte og skadelige.

Det er hvad jeg ofte hører, men jeg tænker lidt anderledes om det. Jeg tænker at en bedømmelse af begær, en sortering af dem i ’gode’ og ’dårlige’, er overflødig – et symptom på, at man ligger under for en illusion om, at oplevelser kan eller skal kontrolleres. Jeg tror det er langt bedre at bruge sine kræfter på at undersøge begærets natur. Når man ser sandheden om begær, opløses de af sig selv, helt uden arbejde, uden tvang, kontrol eller bedømmelser. Så bliver det nemlig tydeligt, at det er begær der skaber smerte.

Det der gør en forskel, er den direkte erfaring; ikke den teoretiske viden.

Og nu vil jeg vente på godt nyt fra den lille familie!

Opdragelse

Jeg vender stadig jævnligt tilbage til tankerne fra forrige uges sangha-møde: Fortællingen om Øldåsen, som det fremover skal hedde i mit hoved.

Det er gået op for mig, at en af grundene til, at jeg ikke umiddelbart gider at gøre det fornuftige, at løse problemet (samle dåsen op), uden at gøre det større, er at der er en masse på spil for mig.

Jeg vil nemlig rigtig gerne lære andre, hvordan de bør administrere deres liv. Jeg er helt vildt god til at styre andres liv. Det hænger nok lidt sammen med, at alle andre - alle, undtagen mig - bærer deres karma uden på tøjet, så det er dejligt nemt at se hvad de har brug for :).

Hvis jeg bare løser problemet, stille og udramatisk, så går jeg jo glip af en oplagt lejlighed til at opdrage på fællesskabsødelæggeren; at omvende en synder. hvem skal fanfaren så lyde for, hvis ikke jeg viser det slette asociale væsen lyset??

Efterhånden har Fortællingen om Øldåsen udviklet sig til en så interessant kontemplation, at jeg konstant er på udkig efter øldåse-situationer, hvor jeg kan øve mig, og samle endnu mere stof til mine overvejelser!

Katastrofetanker og stolthed

Vi havde et virkelig godt sanghamøde her i Slagslunde i tirsdags. Ad pudsige omveje kom vi til at tale om de følelser der kan opstå i én, når man ser andre blæse højt og flot på fællesskabet. Et af de konkrete  eksempler var at man kommer gående ned ad gaden, og ser en fyr tømme sin øldåse, krølle den sammen, og smide den fra sig. Personen der gengav denne oplevelse, fortalte om en strøm af følelser der opstod i kølvandet på oplevelsen - følelser som han havde formået ikke at agere udfra, men som ikke desto mindre var sprunget op i hans sind.

Af en eller anden grund kunne jeg ikke få hans historie ud ad hovedet. Den blev ved med at dukke op igen og igen; da jeg skulle sove, næste morgen under min morgenchant, og igen da jeg gik min meditation udendørs senere på dagen. Til sidst besluttede jeg at undersøge sagen nøjere: hvad var det, der i den grad fangede min opmærksomhed? Jeg kunne jo nemt følge hans reaktion på oplevelsen, og var sådan set også fuldkommen enig i hans valg om ikke at tilføje vrede (i form af en skylle af bebrejdelser) til situationen - både fordi vrede for mig at se altid er et tåbeligt valg, men også fordi jeg ikke tror på, at det ville have ændret noget som helst.

Da jeg kiggede nærmere på situationen, kunne jeg se at jeg reagerede med at blive vældig såret og fornærmet over at se hvad jeg forestillede mig var en person som tydeligt demonstrede ligegyldighed overfor vores fællesskab. Efterhånden som jeg lod følelsen udfolde sig, kunne jeg se hvordan jeg oplevede at han hånede 'mig' og 'mit' (mit fællesskab!), ved bare at smide skrald på gaden.

Katastrofetankerne lurede lige om hjørnet: hvis jeg valgte at betragte situationen med ophøjet ro, ville han jo også smide sit skrald næste gang der var noget han havde brug for at komme af med - og tænk hvis vi alle bare gjorde det?!!!? Hvordan ville der så komme til at se ud? Puha... nej, rolig overbærenhed var bestemt ikke den optimale løsning (i hvert fald ikke i mit gennemførte katastrofe-scenarie). Omvendt så kunne jeg heller ikke forestille mig en situation hvor jeg fik ham overbevist at det var bedst at samle øldåsen op og putte den i en skraldespand.

Endelig fik jeg den lyse ide at lægge mine fornemmelse af svigt og hån til side, og prøve at finde ned til det egentlige problem. Da jeg først havde fået ideen, tog det ikke lang tid at isolere 'probemet' til - en øldåse. Hverken mere eller mindre. Og da jeg kunne se øldåse som øldåse, var det ret indlysende hvad det optimale valg ville være: at bukke mig ned og samle øldåsen op.

Og så var problemet løst!? Nej, det var det selvfølgelig ikke. Nu kom der nemlig endnu en storm af følelser, og denne gang var det ikke katastrofetanker, men mit ego der var blevet voldsomt såret. Jeg minder lige om, at det hele altså stadig bare var et tankeeksperiment - ingen dyr eller mennesker var blevet skadet under dette eksperiment ;). Jeg kunne slet ikke bære tanken om at JEG skulle bøje mig efter en andens øldåse. Med mit intellekt kunne jeg sagtens se, at det var den perfekte løsning på problemet (som jeg, i parantes bemærket, lige minder om var... en øldåse) var at jeg selv tog ansvar for at fjerne det - men følelsesmæssigt kunne jeg slet ikke rumme ideen.

På sanghamødet havde vi talt om, at det var svært at finde ud af hvad man bedst kunne gøre i sådan en situation, hvilket valg der hverken isolerede en på en imaginær lyserød sky, eller påførte en selv og andre dukkha i form af vrede. Nu har jeg fundet løsningen - den var langt mere simpel end jeg havde bildt mig selv ind - og efterhånden tror jeg også godt jeg ville kunne holde ud at omsætte den i praksis. Det er jo bare at bukke mig ned og samle dåsen op :)

Randers Ekayana Sangha

Jeg er lige kommet hjem fra et besøg i Randers Ekayana Sangha (lige kommet hjem, og allerede taget videre til Stockholm...), som jo har fået et fast tilholdssted i form af en skøn hondo i Senshins hjem.

Det var en rigtig god oplevelse at være derovre i det jyske. Sanghaen har efterhånden eksisteret i en del år, men det er helt tydeligt at den har ændret karakter siden den har fået sit eget sted. Indtil indvielsen af hondoen i sommer, levede Ekayana Sangha en temmelig omtumlet tilværelse i lejede og lånte lokaler. Der sker noget med gruppedynamikken når en sangha får egen hondo - selvfølgelig. En sangha består jo af mennesker, og mennesker er helt anderledes når de er hjemme, i forhold til når de er på besøg. Jeg synes ofte at 'hjemløse' sanghaer forekommer mere sårbare, og de er som regel også meget mere afhængige af en enkelt person. Det virker tit som om folk er meget mere indstillede på at gå ind og tage et aktivt ansvar i fastboende sanghaer, i stedet for at 'gå til buddhisme hver mandag'.

Det var tydeligt for mig at Ekayana Sangha er blevet voksen; gruppen har fundet sin egen tone og stemning, og folk var tydeligvis glade, både for hinanden, og for gruppen som helhed. Det er en meget aktiv sangha som mødes hver uge, og som også er begyndt at dele længere forløb. For nylig havde de en halv dags serie af forskellige praksisser, der havde det tilfælles at de alle var relateret til Amida Buddha.

Jeg er taknemmelig for den åbne og venlige modtagelse jeg fik, og glæder mig til at praktisere med de gæve jyder igen!