De mærkelige ting man gør

Når man på et eller andet tidspunkt begynder for alvor at forpligte sig i forhold til buddhismen, vil de fleste stifte bekendtskab med nogen mærkelige omgangsformer og adfærdsmønstre. Hvis man fx begynder at komme i et tempel vil man opleve nogen strengt koreograferede, ceremonielle ritualer, som man, i hver fald i ét eller andet omfang, forventes at tage del i. Pludselig ser man måske sig selv messe sutraer og mantraer på fuldkommen ukendte sprog, man læser bønner, tilegnelser og løfter som man knap ved hvad betyder, og man bukker og skraber for statuer, mennesker - endda puder... og selvom det giver absolut nul mening, gør man det alligevel. Som tiden går, gør man måske mere og mere af det, uden at det egentlig bærer den helt store betydning for én. Man aber efter. Men hov, stop: er det nu ikke en skidt ting? Er det ikke bare tom, rituel praksis, som i bedste fald er ligegyldig; i værste fald faktisk hindrer én på den spirituelle vej?

Det synes jeg faktisk ikke. Min egen erfaring har været, at krop og sind hænger så nøje sammen, at når jeg eksempelvis har tilegnet mig en vane med at optræde respektfuldt i hondoen (bukke, sige taksigelsesbønner osv), har denne vane, denne 'udvendige', formelle praksis, ledt til at respekt og taknemmelighed er født i mit sind.

Det samme gør sig gældende med de mange særlige tempel-regler man følger ekstra strikst under intensiv træning. Det kan synes tindrende ligegyldigt, hvilken fod der kommer først ind i hondoen - og det er det i bund og grund også. Sidst jeg tjekkede med karma-kontoret, kostede det ikke engang et enkelt liv i helvede at træde ind på venstre fod i stedet for højre ;) Det der ikke er tindrende ligegyldigt, er den stadige opmærksomhed man udvikler, når man skal følge en lang række regler. Hvis man går og halvsover i sin egen hyggelige drømmeverden, opdager man ikke, hvilken fod der kommer først - og det gør man heller ikke, hvis man er så opslugt at at praktisere sindsnærvær at man overhovedet ikke har tid til at interessere sig for hvor man er... En formel praksis, hvor man følger en række regler, vil ikke med et trylleslag forvandle én til en 'god bodhisattva', men den vil gøre det meget nemmere at holde opmærksomheden på det man laver lige nu.

Også i forbindelse med visse meditationer kan man have glæde af mekanisk at gentage eller eftergøre visse handlinger. Jeg husker en af mine første lærere, som stædigt insisterede på, at man fint kunne "fake it 'til you make it". Det opfattede jeg som temmelig bekymrende (for ikke at sige stødende!): han underviste i noget så fint som de Fire Uendelige Dyder, og hævdede at en automatisk, rituel gentagelse af en sætning som "gid jeg må leve i tryghed og glæde" skulle kunne fremelske den herlige - næsten hellige - fornemmelse af ægte metta! Jeg lærte efterhånden at han havde ret...

Selvom der kan siges (og også bliver sagt!) meget grimt om ureflekteret efteraben og formaliseret rituel praksis, så er der grund til at tjekke for sig selv om det nødvendigvis er noget man skal spilde gode kræfter på at lægge afstand til, eller om man bare skal give det en chance!

God fornøjelse - nu vil jeg gå ud og lege "Kongens efterfølger" :)