tirsdag den 23. august 2011

Oplysningens syv faktorer

Der siges at være syv faktorer der kan hjælpe os på vores vej til oplysning: glæde, energi, undersøgelse, afbalanceret ro, koncentration, sindsligevægt og sindsnærvær. Alle disse faktorer påvirker og afbalancerer hinanden. Det ser man nemmest, hvis de sættes op i en cirkel, hvor sindsnærvær hører til i midten, fordi det er den faktor der påvirker og afbalancerer alle de andre:

energi

glæde

undersøgelse

afbalanceret ro

sindsro

koncentration

Glæde og sindsro hører sammen. Sindsroen hjælper os til ikke at miste fodfæstet midt i glæden, og glæden gør at sindsroen ikke får os til at trække os væk fra verden.

Afbalanceret ro og undersøgelse hører sammen. Undersøgelse forudsætter et roligt sind, men det rolige sind kan nemt blive sløvt, hvis ikke roen bruges konstruktivt.

Energi og koncentration hører sammen. Er der for megen energi, bliver sindet spredt og uroligt; der mangler koncentration. Er der for lidt energi, bliver sindet tungt og ensporet; der er, om ikke for megen koncentration, så i hvert fald forkert koncentration.

I det hele taget gælder det, at når balancen vakler i vores meditation, er det aldrig fordi der er ’for meget’ af nogle af disse faktorer, men snarere fordi de er tilstede i en ukorrekt form. Da kan det hjælpe at afbalancere dem med hinanden.

Og midt i cirklen, som en del af alle parrene, kan vi så sætte sindsnærvær. Uden sindsnærvær kan vi hverken det ene eller det andet; uden sindsnærvær, ingen oplysning. Sindsnærvær er oplysningens akse; det resten drejer om.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar