søndag den 14. august 2011

At give og give op

Når vi giver noget til en anden, giver vi det så virkelig fra os? Slipper vi det, og lader den anden beslutte hvad der videre skal ske med det? Det gør vi nok ikke altid, for så ville Emma Gad nok ikke fortælle så nøje om, hvornår man kan tillade sig at give den gave videre, som man selv har modtaget – og tænk engang over det: giver du med så rent hjerte, at du ikke ville blinke hvis modtageren (ved en pinlig fejl) kom til at give dig den gave, som du selv oprindeligt havde givet ham? Slipper du taget, når du giver? Er det lige meget for dig, om folk pakker deres gaver ud, eller om de bruger de gode råd du giver?

Jeg blev engang opfordret til at være med i en fælles gave, men valgte at sige nej tak til tilbuddet, fordi jeg vidste at modtageren ikke ville værdsætte gaven efter fortjeneste – jeg var stadig meget bundet til det jeg gav. Jeg er heldigvis blevet meget bedre til at give, efter jeg har lært at give op.

Det lærte jeg på en meget konkret måde. I sommeren 2010 deltog jeg i en forfærdende hård praksis under den årlige præstetræning: vi lavede 1000 prostrationer om dagen, tre dage i træk. Tåbeligt nok var jeg gået til opgaven som en fysisk udfordring; havde forsøgt at træne min krop op til belastningen, og forestillede mig, at det ville hjælpe. Ret hurtigt gik det op for mig, at min strategi slog fejl – og så forsøgte jeg mig med en anden strategi, og en tredje, og en fjerde – og formentlig et par stykker mere, som jeg har glemt alt om. Jeg prøvede at klare opgaven med viljestyrke (det kunne jeg glemme alt om!), med stolthed (den er ikke meget værd i forhold til intens smerte og udmattelse), og så forsøgte jeg at give op, at vende mig fra opgaven (og det kunne jeg så heller ikke…). Forløsningen kom først, da jeg gav mig selv til opgaven; kun mig, uden strategier, historier og falbelader. Så var det bare at gøre det der skulle gøres, uden at bekymre sig om historier, retfærdiggørelser eller strategier. Så var det bare at gå op og ned.

At lave 1000 prostrationer om dagen gjorde ikke noget særligt for mig – men at lære at give slip, helt slip, og at give op; det har gjort en kæmpe forskel. Jeg mestrer endnu ikke kunsten at give op til perfektion, men jeg bliver bedre. Og når man giver op, kommer friheden – friheden til at give frit, uden forventninger eller fastlåste ideer om hvordan det givne skal anvendes.

3 kommentarer:

  1. Jeg elsker at du er gavmild med at dele dine egne "inperfektioner" og hvad du lærer af dem.
    Tak for et skønt indlæg!

    SvarSlet
  2. I remember during my first gyo reaching a point where I couldn't see a way to go any further with the prostrations. I will point out that this was only the 3 sets of 108 a day and not the 1000 a day. I remember standing in front of the pilgrimage scroll of Kannon Bosatsu (The one that Monshin gave to you at the end of that gyo) and asking Kannon Bosatsu for protection and the strength to keep going. What happened reminds me of what you are describing here. I felt like I had somehow become one with the process itself, like there was some hesitation or preconceived notion about how to complete the task that I let go of. Nothing new happened; I simply quit resisting and thinking. It was very peaceful, actually. This year I came in the door with that mindset and it was a much more enriching experience this year during the prostrations. I look forward to the 1000 prostrations. I respect the effort it will take; it's no easy task as I have seen. One step at a time, it will be completed . . . .again and again.

    Gassho . . .
    Doko
    Blue Mountain Sage Sangha

    SvarSlet
  3. True, the Sanzen Butsudo is no easy task - but you will accomplish it, and you will benefit from it. We'll all be there to support you; no practices are done on your own!

    SvarSlet