Håb

Jeg har altid lært at håb er godt. I det armbånd jeg havde da jeg var lille, hang der et kors, et anker og et hjerte: tro, håb og kærlighed. Tre gode ting, går jeg ud fra – og håb har da også en virkelig positiv klang.

Jeg tror først, det var da jeg læste hvad Siri Hustvedt skrev om vrede og håb: ”vrede rummer altid håb, tror jeg, håb om, at tingene bliver anderledes”, at det gik op for mig, hvordan håb er født af en trang til at ting skal være anderledes end de er. Denne trang er faktisk voldsomt besværlig at leve med, ikke mindst fordi den ofte manifesterer sig som et utrætteligt kommentatorspor, der lægger sig så tæt op ad vores oplevelse, at det er super svært at skille kommentar fra virkelighed.

Fra dette synspunkt vil det nok give mere mening at dømme håbet ude. Så kan vi nøjes med at relatere direkte til virkeligheden, uden kommentarer, ændringsforslag, forbedringsstrategier eller andre forstyrrelser – bare tage et øjeblik ad gangen, fuldkommen som de er. Når vi forholder os direkte til virkeligheden, har det yderligere den fordel at det i høj grad begrænser vores oplevede problemer: det er nemlig meget sjældent virkeligheden der er vores problem, men snarere alle vores historier om den.