tirsdag den 30. august 2011

At skændes

Jeg er holdt op med at skændes. D. 11 januar sad vi til vores sædvanlige sanghamøde, og kom – som vi så ofte gør – til at tale om vrede, og om den svære relation til andre. Det hele ville vel nok være meget nemmere, hvis bare vi kunne sidde og hygge os med vores praksis i et vakuum…eller? En af deltagerne kom pludselig med den overraskende meddelelse, at han var holdt op med at skændes. Den første reaktion kan vel nærmest beskrives som spøgefuld vantro. Vi er så vant til at man skændes, og sådan er det: det var virkelig svært at vænne sig til tanken om, at man da bare kunne lade være. Og alligevel fik jeg lyst til at gøre det samme, da først jeg var kommet mig over min overraskelse over (1) selve ideen; at lade være med at skændes, og (2) at jeg ikke umiddelbart havde kunnet se det indlysende rigtige (og nemme) i hans tilgang.

Der er stadig folk der skændes med mig – men det betyder ikke at jeg behøver at tage imod invitationen til at deltage i et skænderi. Nogen gange falder jeg i, og besvarer vrede med vrede, men så snart jeg opdager hvad det er, jeg har gang i, vælger jeg om. På en god dag opdager jeg det hurtigt; andre gange tager det længere tid, og det er ok. Det vigtige er, at jeg nu ved, at jeg kan vælge at lade være med at skændes. Jeg kan vælge at sige min mening, og at forlade situationen, hvis jeg fornemmer at den bliver for ophedet. Det er alligevel aldrig i de ophedede stunder, man virkelig får påvirket noget som helst.

Til at begynde med troede jeg at det ville være rigtig svært, men det synes jeg egentlig ikke det er. Det er jo en total ’ikke-ting’. Jeg skal ikke gøre noget særligt; jeg skal bare lade være med at gøre noget. Selvfølgelig er jeg som sagt fra tid til anden kommet til at tage imod en invitation, men så snart jeg har opdaget det, har jeg forladt festen. Det må man godt. Det er meget simpelt.

2 kommentarer:

  1. Efter ikke at svare skænden med skænden, må næste skridt være ikke at afstedkomme andre bliver rasende og skændes.
    Altså ikke lede andre til raseri, som følge af det man selv siger, gør, eller udtrykker?

    SvarSlet
  2. Det lyder umiddelbart fint, men er nok en stor mundfuld. Uanset hvor højt vi ville ønske det, kan vi jo desværre ikke kontrollere andre - de lever med deres karma, som vi lever med vores, og vi kan ikke påvirke deres opfattelse. Meget ofte, når folk bliver uvenner, er det fordi de hver især 'taler' med imaginære personer inde i deres hoveder.... Men det er da bestemt en god ide at være bevidst om ikke at skade, i hverken tanke, tale eller gerning!

    SvarSlet